Biden: Putin har allerede tabt krigen i Ukraine
I anledning af besøget i Finland, Natos nyeste medlem, har USA's præsident, Joe Biden, også lovet, at Ukraine en dag bliver en del af den vestlige forsvarsalliance. Forudsat at krigen er slut. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Under et besøg i Finland nedtoner den amerikanske præsident, Joe Biden, Ruslands nyeste atomtrusler.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har "allerede tabt" krigen i Ukraine.
Det er den kontante melding fra USA's præsident, Joe Biden, der torsdag deltog i et pressemøde med hans finske modpart, Sauli Niinistö.
- Putin har allerede tabt krigen. Putin har et reelt problem. Der er ingen mulighed for, at han kan vinde krigen i Ukraine, lyder det fra Biden.
Biden besøger i disse dage Finland efter at have deltaget i Nato-topmødet i Vilnius i Litauen tidligere på ugen.
I anledning af besøget i Finland, Natos nyeste medlem, har Biden også lovet, at Ukraine en dag bliver en del af den vestlige forsvarsalliance. Forudsat at krigen er slut.
- Det handler ikke om, hvorvidt de burde eller ikke burde blive medlem. Det handler om, hvornår de kan blive medlem, og at de vil blive medlem af Nato, siger Biden.
Ukrainske militærledere har også for nylig sagt til mediet CNN, at man har modtaget de kontroversielle klyngebomber, som USA i sidste uge godkendte som en del af en ny våbenpakke.
Et andet våben, som ukrainerne venter på, er F-16-fly.
Som tegn på Ruslands vrede over Vestens opbakning til Ukraine fortalte den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, torsdag, at leverancer af jagerflyene vil blive betragtet som en "atomar" trussel på grund af deres mulighed for at bære atomsprænghoveder.
Joe Biden giver dog ikke meget for Ruslands retorik.
- Jeg tror ikke, der er nogen reel udsigt ... til at Putin bruger atomvåben. Ikke bare Vesten, men Kina og resten af verden har sagt "tag det ikke dertil", lyder det.
Den amerikanske præsident talte også på pressemødet om det nylige fejlslagne mytteri i Rusland, som lederen af den private militærgruppe Wagner, Jevgenij Prigozjin, stod bag.
- Kun Gud ved, hvad han kommer til at gøre. Vi er ikke engang sikre på, hvor han er, og hvilket forhold han har. Hvis jeg var (ham, red.), ville jeg være forsigtig med, hvad jeg spiste. Jeg ville holde et øje på menuen, siger Biden, en tilsyneladende reference til tidligere russiske forgiftninger af oprørere.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie