Bil eksploderer ved busstoppested i Ankara og dræber fem
Blot en måned efter bombe ved militærbygninger i Ankara er hovedstaden igen ramt af en kraftig eksplosion.
En eksplosion har rystet Ankaras gader, og "mange meldes dræbt", rapporterer den tyrkiske tv-kanal NTV.
Det formodede angreb sker knap en måned efter et blodigt bombeattentat i byen.
Det tyrkiske nyhedsbureau Dogan rapporterer, at mindst fem personer er dræbt. Og eksplosionen skal være sket, da en bil er eksploderet ved et busstoppested, rapporterer tyrkisk stats-tv.
Det flugter delvist med en tidligere melding fra stedet, om at eksplosionen skete, da en bil torpederede en bus.
Årsagen til søndagens eksplosion er endnu ikke oplyst fra officielt hold. Lokale medier rapporterer, at der også er blevet skudt. Det er ikke bekræftet af myndighederne.
En sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at der er både dræbte og sårede efter eksplosionen, der skal være sket nær en park i den tyrkiske hovedstad.
Ambulancer er hastet til Kizilay-pladsen, der ligger centralt i byen. Tv-billeder viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der står flere udbrændte biler og en bus på eksplosionsstedet.
Det er kun en måned siden, at omkring 30 mennesker mistede livet, da en bombe gik af nær militærbygninger i hovedstaden.
Tyrkiske myndigheder har sagt, at kurdiske militante stod bag angrebet i februar, da en bil ladet med sprængstoffer eksploderede ved militærbusser.
Efter angrebet strammede de tyrkiske myndigheder sikkerheden i landet. Blandt andet har man indsat flere betjente i gaderne.
Tyrkiets regering har insisteret på, at selve angrebet blev udført af et medlem af de kurdiske YPG-styrker i et samarbejde med Kurdistans Arbejderparti, PKK. Det sker, selv om en anden kurdisk gruppe har taget skylden for angrebet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned