Bivirkninger fra kræftbehandling rydder kong Charles' program
Kong Charles' sygdom blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst. (Arkivfoto). Foto: Toby Melville/Reuters
Kong Charles' planer og forpligtelser for torsdag og fredag aflyses grundet bivirkninger fra kræftbehandling.
Den britiske kong Charles har været nødt til at aflyse sine planer for torsdag og fredag, efter at han har oplevet "bivirkninger" fra den behandling, han modtager for sin kræftsygdom.
Det oplyser Buckingham Palace i en udtalelse.
- Efter planlagt og løbende medicinsk behandling for kræft her til morgen, oplevede kongen midlertidige bivirkninger, der krævede en kort periode med observation på hospitalet, lyder det.
- Hans Majestæts forpligtelser for eftermiddagen blev derfor udskudt.
Hans program for fredag er ligeledes blevet aflyst, hvilket sker på anbefaling fra kongens læger, fremgår det.
Den 78-årige konge er efter torsdagens ophold på hospitalet vendt tilbage til sit hjem i Clarence House. Det er en af de kongelige boliger i den britiske hovedstad, London.
Buckingham Palace meddelte i februar 2024, at kongen havde fået diagnosticeret kræft. Det har dog aldrig oplyst, hvilken form for kræft han har.
Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst.
Behandlingen af sygdommen vil dog fortsætte i 2025, sagde Buckingham Palace i december sidste år.
Ifølge det britiske medie BBC vil kong Charles fra Clarence House fredag fortsat arbejde på "statspapirer" og foretage telefonopkald fra sit kontor.
En talsperson siger til BBC, at Charles torsdag havde planlagt møder med tre ambassadører, og at han fredag skulle være rejst til Birmingham, hvor han var inviteret til fire forskellige begivenheder.
Hvilken slags bivirkninger, kong Charles har oplevet, fremgår ikke.
Kong Charles blev kronet i maj 2023 ved en stor ceremoni i Westminster Abbey i London. Otte måneder forinden døde hans mor, dronning Elizabeth. Hun var Storbritanniens regent i 70 år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie