Den mistænkte bombemand i Stockholm har været i træningslejr i Irak hos en gruppe med nære forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Det rapporterer svenske medier tirsdag.
Samtidig har politiet øget indsatsen for at finde medhjælpere til den formodede bombemand, den 28-årige Taymour Abdulwahab. Manden, der lørdag sprængte sig selv i døden i centrum af den svenske hovedstad, var irakisk født, men blev svensk statsborger i 1992.
Ifølge to islamiske hjemmesider har Taymour Abdulwahab været i træningslejr hos en gruppe, der kalder sig Den Islamiske Stat Irak, og som har nære forbindelser til al-Qaeda, skriver avisen Svenska Dagbladet.
Politiet i Stockholm har hidtil ikke kommenteret oplysningerne om bombemandens eventuelle forbindelser til irakiske terrorgrupper.
- Politiet er i gang med efterforskningen, og alle muligheder holdes åben, udtaler chefanklager Tomas Lindstrand.
Avisen Expressen skriver, at politiet især hæfter sig ved, at bombemanden selv henviser til gruppen Den Islamiske Stat Irak i en mail, han sendte kort før sin død.
- Vi tror, han var alene under selve udførelsen. Men vor erfaring siger os, at flere har været involveret, siger Tomas Lindstrand.
De sprængladninger, som Taymour Abdulwahab havde med sig lørdag, var også væsentligt mere kraftfulde end først antaget og kunne have medført store ødelæggelser.
Politiet ved endnu ikke, hvor megen sprængstof bombemanden havde med sig, men erkender, at han var "yderst veludrustet".
Tirsdag får svensk politi hjælp fra amerikanske bombeeksperter, der er rejst til Stockholm. De syv amerikanske eksperter fra forbundspolitiet FBI skal undersøge resterne af bombemandens rygsæk for at forsøge at fastslå, hvilken form for sprængstoffer der er tale om, og hvor store mængder Taymour Abdulwahab havde på sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie