Brande i Californien breder sig

Voldsomme skovbrande i Californien ikke langt fra storbyen Los Angeles er ude af kontrol og breder sig hastigt. Det siger redningsmandskab. Flere end 10.000 personer er evakueret fra brandene, som hidtil har kostet to brandfolk livet.

Flere end 2500 brandfolk deltager i slukningsarbejdet. Indtil mandag aften dansk tid var 35.000 hektarer brændt ned.

- Brandene spreder sig i alle retninger, sagde en talsmand for brandvæsnet. Brandene har sendt store mængder røg ind over det nordlige Los Angeles.

De mest omfattende brande hærger området omkring Mount Wilson, og en række vigtige telekommunikationsanlæg på og i nærheden af bjerget er truet. En række tv- og radiostation har sendemaster i området, og der er risiko for, at de bliver flammernes bytte.

Brandene har spredt sig, selv om der kun har været svag vind i regionen de seneste dage. Brandfolk frygter, at stærkere vind senere mandag skal forværre situationen yderligere.

/ritzau/AFP

Voldsomme skovbrande i Californien breder sig hastigt. Mange mennesker evakueres, og vigtige telekommunikationsanlæg trues. To brandmænd omkommet.

Offentliggjort Sidst opdateret