Brasilien runder 80.000 coronarelaterede dødsfald
En patient bliver undersøgt på en lægeklinik i São Paulo 9. juli. Brasilien rundede mandag 80.000 coronarelaterede dødsfald. Foto: Amanda Perobelli/Reuters
Amanda Perobelli/Reuters
Dødstallet i Brasilien er firedoblet på bare to måneder. Landet er kun overgået af USA i antallet af dødsfald.
Brasilien registrerede mandag 80.120 coronarelaterede dødsfald, mens landet stadig kæmper med at få pandemien under kontrol.
Det viser tal fra Johns Hopkins Universitet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dødstallet er firedoblet på bare to måneder, siden landet 21. maj passerede 20.000 coronarelaterede dødsfald.
Antallet af dødsfald i Brasilien er kun overgået af antallet i USA, der har registreret 140.922 døde siden pandemiens start.
Det svarer til omkring 42,5 døde per 100.000 indbyggere i USA, mens tallet for Brasilien svarer til 37,8 døde per 100.000 indbyggere.
Brasilien har på det seneste registreret mere end 1000 nye dødsfald om dagen, men mandag var tallet faldet en smule til 632.
I alt har det sydamerikanske land registreret cirka 2,1 million smittede.
Eksperter siger, at undertestning af befolkningen sandsynligvis betyder, at det reelle antal smittede er langt højere.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, der selv er smittet med coronavirus, har fået hård kritik for ikke at tage coronakrisen alvorligt nok siden pandemiens start og for at opfordre til en genåbning af landet på trods af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Præsidenten er lige nu i karantæne, ligesom flere smittede medlemmer af regeringen også er det.
Han har tidligere trodset myndighedernes påbud om at blive hjemme, og indtil han blev smittet, blev Bolsonaro jævnligt set offentligt uden ansigtsmaske, mens han gav hånd og tog billeder med sine støtter på valgmøder.
På trods af kritikken er opbakningen til præsidenten vokset en smule på det seneste.
I en ny måling i denne måned steg antallet af personer, der synes, at præsidenten gør det godt i jobbet, fra 28 til 30 procent. Det er Bolsonaros bedste måling siden april, skriver nyhedsbureauet Reuters.
På trods af det synes 45 procent, at præsidenten klarer sit job dårligt eller decideret forfærdeligt.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie