Briterne ønsker forlænget tidsfrist for Kabul-evakueringer
Britiske og canadiske soldater i Kabuls lufthavn, hvor de hjælper afghanere, som håber at blive evakueret. Briterne ønsker forlænget tidsfrist for Kabul-evakuering Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Der er modstridende meldinger om Talibans syn på en eventuel forlængelse af tidsfrist til efter 31. august.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil opfordre USA's præsident Joe Biden til at forlænge den gældende tidsfrist for evakuering i Afghanistan. Men selv om det sker, så vil det også kræve Talibans godkendelse, siger ministre i London.
Johnson er tirsdag vært for et virtuelt møde med lederne af de store industrilande i G7, hvor krisen i Afghanistan og evakueringerne fra Kabul er øverst på dagsordenen.
James Heappey, som er minister for briternes væbnede styrker, siger, at Storbritannien presser på for at få en tidsfrist forlænget til efter 31. august, da der stadig skal evakueres tusindvis af mennesker - heriblandt afghanere.
- Men Taliban skal acceptere en forlængelse af fristen, siger Heappey.
- Selv om G7-lederne er de syv mest magtfulde personer på planeten, så kan de ikke træffe denne beslutning selv. Taliban skal høres, og derfor fortsætter vi med at have fokus på den 31. august, siger Heappey til LBC radio.
- Selv om der er politisk vilje i London, Washington, Paris og Berlin for en forlængelse, så kan det være Taliban siger nej, understreger den britiske minister.
James Cleverly, som er juniorminister i udenrigsministeriet siger, at Taliban synes at samarbejde indtil videre. Men en talsmand for Taliban advarer ifølge Sky News om, at det vil få følger, hvis fristen forlænges.
- Det vil blive opfattet som en forlængelse af besættelsen, siger Taliban-talsmanden Suhail Shaheen til Sky News.
Situationen i lufthavnen er fortsat kaotisk, og der var tidligt mandag et skyderi, hvor en afghaner blev dræbt og tre personer blev såret.
I weekenden var der dramatiske scener - blandt andet blev en folkemængde presset op mod mure i lufthavnen, hvorved flere blev mast til døde.
Mindst 20 har mistet livet i og omkring lufthavnen i Kabul.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned