Cameron vil stoppe jihadister på vej ind og ud af landet
Den britiske regering vil i november fremlægge en lov, der skal forhindre terrorangreb.
Den britiske premierminister, David Cameron, har løftet en del af sløret for, hvad en kommende britisk anti-terrorlov kommer til at indeholde.
Fredag fortæller han, at hans regering blandt andet vil tage passet fra radikaliserede briter og samtidig forhindre dem i at vende retur, hvis de har deltaget i hellig krig i udlandet.
Desuden foreslår han, at flyselskaber skal nægtes at lande i Storbritannien, hvis de flyver med passagerer, der er på den britiske flyveforbudsliste.
- Vi vil snart annoncere vores egen nye anti-terrorlov i Storbritannien, fortæller han i en tale i det australske parlament, hvor han er på besøg inden weekendens G20-møde i Brisbane.
- Politiet får nye beføjelser til at beslaglægge pas ved havne, vi vil stoppe mistænkte (jihadister, red.) i at rejse, og vi vil forhindre britiske statsborgere i at vende tilbage til Storbritannien, medmindre de gør det på vores betingelser, siger Cameron.
Britiske medier har rapporteret, at lovgivningen, der ventes præsenteret i denne måned, vil udelukke mulige jihadister fra at vende tilbage fra Syrien eller Irak i en periode på mindst to år, medmindre de efterlever en række strikse krav.
Der kan eksempelvis være krav om retsforfølgelse og kurser, som skal få radikaliserede krigere tilbage på rette spor.
Også grænsevagter og lufthavnspoliti vil få beføjelser til at inddrage pas, skriver medier.
Ifølge de seneste opgørelser er omkring 500 britiske statsborgere rejst i krig i Irak og Syrien, hvor den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) hærger.
Britisk politi har foretaget 69 anholdelser i forbindelse med kampe i Syrien i den første halvdel af 2014, hvilket er fem gange flere end i 2013.
Storbritannien hævede i slutningen af august trusselsniveauet for terror til det næsthøjeste niveau. Det betyder, at det anses for sandsynligt, at terrorister har planer om at udføre et angreb i landet.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie