Clinton tilbage på job efter blodprop og hjernerystelse

Foto: Karen Bleier /Scanpix

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, vender mandag tilbage til arbejdet efter sit månedlange sygefravær. Det fremgår af hendes ugeplan i udenrigsministeriet, som netop er blevet offentliggjort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 65-årige toppolitiker, som er tidligere førstedame og senator og nævnes som mulig demokratisk kandidat til næste præsidentvalg i USA, fik i december en blodprop bag sit højre øre som følge af en hjernerystelse efter et fald.

Hillary Clinton besvimede i sit hjem efter at have pådraget sig en mavevirus under en rejse i Europa. Det endte med, at hun dehydrerede og faldt om i boligen på en stille vej i Washington lige over for den danske ambassade.

Der gik tilsyneladende noget tid, inden lægerne konstaterede, at hun havde fået en hjernerystelse. Clintons sygdom har tvunget hende til at aflyse forskellige officielle optrædener og udlandsbesøg.

Den ellers så utrættelige udenrigsminister har i løbet af sine fire år på posten tilbagelagt mere end 1,5 millioner kilometer, besøgt 112 lande og tilbragt næsten 400 dage om bord på et fly.

Hillary Clinton er nu kommet sig over sin blodprop efter at have været indlagt på et hospital i New York, hvor hun har modtaget behandling.

Selvom hun glæder sig til at vende tilbage til jobbet, bliver det kun for en kort periode. Clinton har forlængst meddelt, at hun stopper som udenrigsminister efter fire år på posten.

Det er ventet, at en anden politisk veteran, den tidligere præsidentkandidat John Kerry, efterfølger hende i udenrigsministeriet.

Kerry, som er formand for Senatets udenrigsudvalg, skal godkendes af det nyvalgte Senat, inden han kan overtage posten.

Han har selv været medlem af Senatet i 27 år.

Hillary Clinton træder tilbage, når præsident Barack Obama 20. januar bliver taget i ed til sin anden embedsperiode.

/ritzau/AFP