Udenrigsminister Villy Søvndal er sammen med sine udenrigsministerkolleger i EU blevet enige om at stramme grebet om det iranske regime i et forsøg på at bremse landets angivelige forsøg på at lave atomvåben.
Iran kan endda se frem til endnu flere sanktioner, lyder det.
- Der er ikke skyggen af tvivl om, at Europa er på vej med yderligere stramninger af sanktioner, siger Villy Søvndal efter mødet.
- Iran skal tvinges tilbage til forhandlingsbordet, og det skal gøres via sanktioner, siger han.
Ministrene blev enige om at føje yderligere 180 navne til listen over personer og virksomheder, der er omfattet af EU-sanktioner. Det sker for at tvinge landet til at tillade international inspektion af dets atomanlæg.
Men der er uenighed i EU-kredsen om, hvor langt man derudover skal gå med økonomiske sanktioner. Især i forhold til den iranske olieindustri.
Søvndal er dog klar til at oprette en olieembargo.
- Jeg støtter, at vi også kigger på olie- og energisektoren, siger han.
Storbritannien har på forhånd skærpet sine sanktioner, hvilket menes at være anledning til angrebet i tirsdags på den britiske ambassade i Teheran.
Angrebet har fået briterne til at lukke både deres egen ambassade i Iran og Irans ambassade i London. Flere lande har fulgt trop, og det har øget briternes pres for en egentlig olieembargo.
Villy Søvndal forklarer samtidig, at Danmark på grund af det kommende EU-formandskab ikke kan trække sin ambassadør hjem fra Teheran, sådan som Storbritannien har gjort.
EU har nemlig ikke en repræsentation i Iran, og derfor er det formandskabslandets opgave at repræsentere EU i landet. Men Danmark vil trække sin ambassadør hjem som en del af en samlet EU-reaktion, hvis det kommer dertil.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie