Danmark tøver med at rykke Albanien tættere på EU
Danmark er blandt en håndfuld EU-lande, der på tirsdagens europaministermøde i Bruxelles træder på bremsen og er stemt for at sige nej til at give Balkanlandet Albanien formel status som kandidat til EU-medlemskab.
Det er ifølge europaminister Nick Hækkerup (S) især Albaniens problemer med bekæmpelse af korruption, der får ham til at tøve.
- Vi vil gerne have, at der er lidt længere tid til at se, at der er en "track record". At vi faktisk kan se, at reglerne ikke bare er vedtaget, men at de også virker i det albanske samfund, siger Hækkerup på vej ind til møde med sine EU-kolleger.
Langt hovedparten af de øvrige EU-lande menes at være klar til at træffe den formelle beslutning om at give Albanien kandidatstatus på tirsdagens møde.
EU-Kommissionen har for andet år i træk vurderet, at Albanien opfylder alle formelle kriterier for at blive kandidat.
Sidste år sagde medlemslandene alligevel nej, fordi der skulle holdes valg først og man ville se, at det forløb ordentligt og demokratisk.
I år har kommissionen igen vurderet, at de tekniske kriterier er opfyldt.
I den årlige udvidelsesrapport fra oktober fik Albanien ros for afholdelsen af sit parlamentsvalg i juni, og kommissionen sagde, at kampen mod korruption og organiseret kriminalitet skrider frem.
Men ligesom Danmark tøver også Tyskland, Holland, Storbritannien og Frankrig. Da alle beslutninger om EU's udvidelse skal træffes i fuld enighed, er der dermed ikke udsigt til, at beslutningen kan træffes nu.
Hækkerup vil dog ikke på forhånd sige, om han vil være klar til at blokere alene, hvis de andre lader sig overbevise i tirsdagens løb.
- Vi kommer som altid med et åbent sind. Men det her er vores grundposition, siger Hækkerup.
Albanien sendte sin medlemsansøgning til EU i 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie