Danske politikere lykønsker det danske mindretal

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) glæder sig sammen med flere danske politikere over kendelsen fra den øverste domstol i Slesvig-Holsten, der har afvist en række klager over, at Sydslesvigsk Vælgerforening er fritaget for spærregrænsen på fem procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er meget glædeligt, at den slesvig-holstenske landsforfatningsdomstol er nået frem til denne kendelse. Men også forventeligt.

- Jeg håber nu, at der falder ro omkring mindretalspolitikken, der i de seneste år har været ude i nogen bølgegang, siger statsministeren i en skriftlig kommentar.

Helle Thorning henviser dermed til, at den tidligere delstatsregering i Slesvig-Holsten skar kraftigt i de offentlige tilskud til de danske skoler i Sydslesvig.

Efter valget sidste år, hvor SSV fik tre mandater, kom partiet med i den nye delstatsregering. Det vakte harme i konservative kredse, som derfor klagede til forfatningsdomstolen, der fredag har afvist klagerne.

Også på de sociale medier vælter det ind med lykønskninger fra danske politikere til mindretallet syd for grænsen.

- Jeg er glad på det danske mindretals vegne. Det er en vigtig dom, der er blevet afsagt i dag. Og det er også godt for mindretal i resten af Europa, skriver Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, der er valgt i Sønderborg, på Facebook.

Også Benny Engelbrecht (S) jubler. Han er formand for Sydslesvigudvalget, der fordeler de cirka 400 millioner kroner, der hvert år afsættes på finansloven til mindretallet:

- Et varmt tillykke fra mig personligt og med min officielle kasket som formand for Sydslesvigudvalget også en formel hilsen fra Danmark til hele det danske mindretal med en understregning af validiteten og holdbarheden af København-Bonn erklæringerne.

Danmark og Tyskland underskrev i 1955 København-Bonn-erklæringerne, hvori de anerkender hinandens mindretal, og forfatningsdomstolen har fredag bekræftet, at Slesvig-Holsten også er forpligtet i forhold til aftalen.

- Det er i den grad glædeligt, at det danske mindretals politiske repræsentanter fortsat er sikret deres historiske rettigheder, siger Dansk Folkepartis medlem af Sydslesvigudvalget, Martin Henriksen.

- Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti og SSV ofte har set forskelligt på tingene, men det skal ikke ændre ved, at det er utroligt positivt, at mindretallet fortsat kan spille en politisk rolle i forhold til deres egen udvikling, fortsætter han.

/ritzau/