Dansker nomineres til britisk Bafta for bedste filmklipning
Danske Mikkel E.G. Nielsen modtog i 2021 en Oscar i kategorien Bedste Klipning for filmen "Sound of Metal". Foto: Pool/Reuters
Mikkel E.G. Nielsen har før fået en Oscar for Bedste Klipning. Nu er han nomineret til britisk filmpris.
Den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen er blevet nomineret til den britiske pris Bafta i kategorien Bedste Klipning.
Det fremgår af Baftas hjemmeside, i forbindelse med at de nominerede torsdag er blevet offentliggjort. Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi.
Den danske oscarvinder er blevet nomineret for filmen "The Banshees of Inisherin".
Filmen er instrueret af Martin McDonagh, som også står bag filmen "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri".
Blandt skuespillerne er Colin Farrell og Brendan Gleeson.
Filmen foregår på en lille irsk ø. Her står to mænd, der har været venner gennem livet, i en situation, hvor den ene ikke længere ønsker at være venner.
Filmen har i alt fået ti nomineringer.
Mikkel E.G. Nielsen modtog i 2021 en Oscar, der er amerikanernes svar på en Bafta-pris.
Han modtog den i kategorien Bedste Klipning for filmen "Sound of Metal". Filmen handler om en trommeslager, der begynder at miste hørelsen.
Blandt årets nominerende til Bafta-priserne er også filmen "The Good Nurse", der er instrueret af den danske instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm.
Fra filmen er skuespiller Eddie Redmayne nomineret i kategorien Bedste Mandlige Birolle.
Derudover er den svenske film "Triangle of Sadness", der også har dansk bidrag, nomineret til årets Bafta-priser.
Filmen har blandt andet den danske skuespiller Vicki Berlin på rollelisten. Også den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric er med i filmen.
Fra "The Triangle of Sadness" er skuespiller Dolly De Leon nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Birolle, og filmen er nomineret for Bedste Manuskript.
Flest nomineringer har den tyske film "Intet nyt fra Vestfronten" efter torsdagens offentliggørelse. 14 nomineringer har filmen fået.
Filmen, der er en filmatisering af Erich Maria Remarque roman af samme navn, handler om Første Verdenskrig set med en ung tysk soldats øjne.
Bafta-uddelingen afholdes 19. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie