Dårlige bremser var skyld i russisk flyulykke

En voldsom snestorm i kombination med en teknisk fejl i bremsesystemet var formentlig skyld i, at et russisk passagerfly lørdag forulykkede under landing i Vnukovo-lufthavnen i Moskva.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Flyet landede i det rigtige område, men af en eller anden grund var det ude at stand til at stoppe på landingsbanen, siger chefen for de russiske luftfartsmyndigheder, Alexander Neradko.

En unavngiven efterforsker siger til nyhedsbureauet Interfax, at årsagen til ulykken formentlig var "defekte motorer eller bremser".

Otte besætningsmedlemmer befandt sig om bord på flyet, der var på vej tilbage til Moskva efter at have fragtet en større gruppe charterturister til Tjekkiets hovedstad, Prag.

Fire besætningsmedlemmer blev dræbt på stedet, da flyet fra selskabet Red Wings rutsjede af landingsbanen og ramte en hovedvej, hvor det brækkede i tre dele og brød i brand.

En stewardesse, som blev hårdt kvæstet i ulykken, døde søndag på hospitalet, og dermed er dødstallet nu oppe på fem.

En af de tre overlevende, en 24-årig mand, er blevet opereret for sine kvæstelser, og ifølge lægerne med et godt resultat.

Manden har blandt andet brækket fem ribben og et skulderblad, men hans lunger er ikke skadet.

Efter ulykken er det kommet frem, at det russiske flysikkerhedsorgan Rosaviatsia dagen forinden skrev et brev til producenten af den pågældende flytype Tupolev TU-204.

Rosaviatsia udtrykte med henvisning til en episode før jul bekymring netop omkring flyets bremsesystem. Oplysningerne indgår nu som en central del af efterforskningen.

Ejeren af flyselskabet Red Wings, den russiske milliardær Lebedev, siger, at flyet gennemgik et større tjek sidst i november.

- Fly nummer 47 har fløjet 8500 timer og gennemgik sit seneste grundige tjek 23. november, skriver Lebedev på Twitter.

Flyets såkaldte sorte bokse, der indeholder information om flyvningen, vil nu blive nøje analyseret af eksperter.

/ritzau/AFP