De syv danske sejlergidsler er frigivet

Efter mere end et halvt år i kløerne på somaliske pirater er dramaet endelig slut for syv danskere sejlere.

De syv nu frigivne gidsler - ægteparret fra Kalundborg Jan og Birgit Quist Johansen, deres tre teenagebørn Rune, Hjalte, Naja, der på kapringstidspunktet var mellem 13 og 17 år samt de to unge gaster Viktor Greir og Rane Lund - er endelig på vej hjem.

Udenrigsministeriet oplyser, at de frigivne sejlere er bragt i sikkerhed, og at de syv danskere efter omstændighederne har det godt. De forventes at være i Danmark inden for kort tid.

Udenrigsministeriet giver ikke yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder ved frigivelsen, eller om hvor gidslerne befinder sig i øjeblikket.

De syv danskere var i den 43 fods Dynamic Sejlbåd ING på en to år lang jordomsejling, der skulle være sluttet i Kalundborg den 1. august 2011. Men det skulle gå anderledes

De blev taget til fange ud for Afrikas Horn den 24. februar. De sejlede i et område, hvor bl.a. danske handelsskibe ikke havde sejlet i flere år på grund af piratfaren.

Det somaliske medie Somalia Report skrev allerede tirsdag aften, at der var betalt tre millioner dollar - omkring 15 millioner danske kroner - for frigivelsen af gidslerne.

Foreningen til Langturssejladsens Fremme startede kort efter gidseltagningen i februar en indsamling af penge, der skulle gå til løsesum.

Efter frigivelsen af de syv danske sejlere er der fortsat danske gidsler i somaliske piraters fangenskab. Det besætningen fra fragtskibet Leopard, hvor to danskere og fire filippinere blev taget til fange den 12. januar og nu har været gidsler i otte måneder.

Piraterne lod skibet være og tog de seks sømænd som gidsler. de befinder sig på landjorden i Somalia.

- De danske myndigheder følger fortsat denne sag meget tæt, understreger Udenrigsministeriet.

/ritzau/

De syv danske sejlere - heraf tre børn - er efter mere end et halvt år som gidsler i Somalia på vej hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret