Den loyale partisoldat der blev præsident

Det var ikke meget, verden vidste om den kinesiske præsident, da han blev valgt af Den Nationale Folkekongres i marts 2003.

Den 69-åriges position som arving til posten blev cementeret ved den 16. kommunistiske partikongres i 2002, da han afløste Jiang Zemin som partileder.

Jiangs beslutning om at træde tilbage som leder af den magtfulde Centrale Militærkommission i 2003, tre år tidligere end planlagt, siges at have været den første fredelige magtoverdragelse siden den kommunistiske revolution i 1949.

Hu Jintao har gjort kampen mod korruption til sin mærkesag. Han har lovet at fremme god regeringsførelse og advaret om, at selve socialismen er på spil.

Han har blankt afvist vestligt-inspirerede politiske reformer og advaret om, at de ville lede Kina ned ad en blindgyde.

I takt med stigende sociale spændinger og et øget skel mellem rig og fattig i Kina, har han været fortaler for et "harmonisk" samfund" og lovet at bruge flere penge på sundhed og uddannelse i de fattige landdistrikter.

Hu Jintao blev født i Anhui-provinsen i 1942, ifølge hans officielle biografi. Han mistede sin mor, da han var syv år og voksede op hos sin tante.

Han har været et engageret medlem af kommunistpartiet siden 1964. Hans politiske karriere tog fart i slutningen af 70'erne. I 80'erne var han partileder i Guizhou og Tibet, hvor han stod for en hård kurs mod demonstranter, der krævede uafhængighed.

Hu Jintao siges at være glad for dans og bordtennis og er blevet beskrevet som en tilbageholdende og intelligent mand. Hans loyalitet og lydighed over for partiet menes at have bidraget til hans vej mod præsidentembedet.

Efter planen skal Hu Jintao træde tilbage som leder af kommunistpartiet i løbet af 2012 og som præsident i 2013.

Vicepræsident Xi Jingpeng ses som den mest sandsynlig kandidat som efterfølger særligt efter hans udnævnelse til viceformand i den Centrals Militærkommission, der er et vigtigt springbræt på vejen mod jobbet som præsident.

/ritzau/

Verdens næstmest magtfulde mand Hu Jintao bliver det første kinesiske statsoverhoved, der om kort tid besøger Danmark på invitation af dronningen.

Offentliggjort Sidst opdateret