Der er stadig liv i Israels Arbejderparti

Israels Arbejderparti ville blive det næststørste i parlamentet, hvis der var valg nu.

Det viser en meningsmåling, som offentliggøres i avisen Haaretz mandag.

I øjeblikket er Arbejderpartiet kun en skygge af sin fordums storhedstid.

Det var Arbejderpartiet, som var ved roret, da staten Israel blev oprettet i 1948, og partiet har spillet en central rolle i det meste af Israels historie.

Imidlertid er det gået stærkt ned ad bakke for Arbejderpartiet i de senere år, specielt efter dannelsen af midterpartiet Kadima.

Men nu siger målingen, at Arbejderpartiet ved et valg ville få 22 af parlamentets 120 mandater.

I dag har partiet blot fem mandater.

Kadima, parlamentets største med 28 mandater, ville kun få 18 mandater ved et valg nu, mens det højrenationale parti Likud ville miste et mandat og lande på 26.

Arbejderpartiet har netop fået nye formand, den tidligere journalist Shelly Yachimovich, der tager over efter forsvarsminister Ehud Barak.

Han forlod i januar partiet og dannede i stedet Uafhængighedspartiet.

Målingen i Haaretz viser også, at israelerne i stigende grad støtter deres premierminister, Benjamin Netanyahu.

Efter hans tale i FN's Generalforsamling i fredags, hvor han tilbød palæstinenserne direkte forhandlinger, efter at palæstinenserne havde bedt FN anerkende en palæstinensisk stat, erklærer 41 procent støtte til Netanyahu som premierminister.

Ved en tilsvarende måling i juli, da der var masseprotester imod ham på grund af økonomisk krise, gav blot 22 procent deres støtte til premierministeren.

/ritzau/AFP

Måling gør det israelske Arbejderparti til det næststørste i parlamentet. Samtidig får Netanyahu mere støtte.

Offentliggjort Sidst opdateret