Dommens dag for Air France og Airbus 14 år efter flystyrt i Atlanten

Brasilianske dykkere bjærgede en uge efter flystyrtet en stor del af passagerflyets haleror op fra Atlanterhavet. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Domstol i Paris afsiger dom, der afgør, om Air France og Airbus er skyldige i uagtsomt manddrab ved flystyrtet i Atlanterhavet i 2009. 228 mennesker omkom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ansvaret for en af verdens største flykatastrofer bliver måske lagt på skuldrene af de for længst afdøde piloter.

Mandag afsiger en domstol i Paris dom i en sag, hvor det franske flyselskab Air France og flyproducenten Airbus er anklaget for uagtsomt manddrab i forbindelse med et flystyrt den 1. juni 2009 i den sydlige del af Atlanterhavet.

Da styrtede Flight 447 - en Airbus A330-maskine fra Air France - ned fra sin flyvehøjde på 10-12 kilometer under et voldsomt stormvejr.

Alle 228 ombordværende blev dræbt.

Flyet var på vej fra Rio de Janeiro i Brasilien til den franske hovedstad, Paris. Danskeren Christiane Zeuthen var om bord.

Det juridiske efterspil har stået på i årevis, og måske sættes der punktum mandag klokken 13.30, når dommen ventes afsagt.

Det er en appelsag, der slutter.

Tilbage i 2019 sagde en dom, at flyets piloter blev sat i en krisesituation, som de ikke kunne forudse.

Så der var ikke grundlag for at føre sag mod Air France og Airbus.

De pårørende til ofrene vil imidlertid have parkeret et ansvar og mener, at Airbus og Air France ikke havde gjort nok for at uddanne piloterne til at håndtere situationen.

De pårørende og deres advokater fik medhold i, at de kan føre sag mod de to selskaber, som så blev anklaget for uagtsomt manddrab.

Nu kommer afgørelsen, men der er sket noget undervejs.

For ved de sidste retsmøder i december erklærede de offentlige anklagere efter otte ugers retssag, at de ikke længere vil have Airbus og Air France dømt.

De kan ikke bevise, at selskaberne begik uagtsomt manddrab og taler i stedet om pilotfejl.

I sin procedure sagde anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AP:

- Vi ved ikke, hvad der motiverede piloternes valg, og det er vigtigt at notere vigtigheden af den menneskelige faktor i ulykken.

Forsvarsadvokaten Simon N'Diaye bad dommerne om at erklære Airbus og Air France for ikke skyldige.

- Det kan blive svært på det menneskelige niveau, men det er teknisk og juridisk forsvarligt.

Daniéle Lamy, formand for Sammenslutningen af Ofre på Flight 447, var rasende, da anklagerne smed håndklædet i ringen.

- Vi ventede en upartisk retssag. Men anklagemyndigheden valgte med overlæg simpelthen at forsvare de multinationale Airbus og Air France.

Der har været gjort et stort arbejde for at opklare styrtet.

Det var denne Airbus A3330-200, som styrtede i Atlanterhavet den 1. juni 2009. Billedet er taget den 30. januar 2009 i Charles de Gaulle-lufthavnen ved den franske hovedstad, Paris. Foto: Jeremy Melloul/Ritzau Scanpix

Efterforskerne nåede frem til, at det var de såkaldte pitotrør, der frøs til.

Det er rør på vingerne eller i flyets næse, som måler flyets fart.

Maskinen ramte en meget kraftig og usædvanlig storm, der piskede havvind op i luften, og det skal have ramt rørene.

Disse rør "snakker" med automatpiloten, der justerer farten efter de informationer, den får.

De fastfrosne rør har sendt forkerte informationer, og det fik automatpiloten til at sætte farten op eller ned.

Automatpiloten satte ud, mens kaptajnen holdt et rutinemæssigt hvil.

Maskinen blev styret af de to co-piloter. Kaptajnen kom hurtigt til cockpittet, men under tre minutter senere ramte flyet havet.

I 2011, to år efter flystyrtet, blev der arrangeret en højtidelighed for pårørende til de 228 ofre i Rio de Janeiro i Brasilien. Her blev denne sten med navnene på ofrene afsløret. (Arkivfoto). Foto: Marco Pinto/Ritzau Scanpix

I en havarirapport fra 2012 hedder det, at piloterne hævede flyets næse for højt. Det fik maskinen til at stalle.

To år senere lykkedes det at finde vraget ved hjælp af fjernstyrede ubåde, der fandt det på havbunden 3900 meter under overfladen.

Flyets sorte bokse blev også bjærget. De virkede stadig.

Efter styrtet begyndte Air France at gennemgå hele sit træningsprogram for piloter, skriver France 24. Det samme gjorde andre selskaber.

Airbus udsendte også instruktioner til flyselskaberne for at instruere piloterne om, hvordan de skal forholde sig for at undgå at styrte ned, hvis det skulle ske, at pitotrørene på et fly fryser til.

/ritzau/

Flystyrtet i Atlanterhavet med Flight 447

* Et A330-fly fra Air France styrtede den 1. juni 2009 ned i Atlanterhavet under en flyvning fra Rio de Janeiro i Brasilien til Paris i Frankrig.

* Alle 228 om bord på maskinen omkom.

* Flyet forulykkede i et kraftigt stormvejr.

* To år senere fandt ubåde vraget og de sorte bokse, der registrerer, hvordan flyet opfører sig og optager piloternes samtaler.

* Det viste sig, at nogle særlige udvendige rør, der registrerer flyets fart, frøs til. Automatpiloten satte ud. Piloterne hævede flyets næse for at stige, men det blev for meget, og flyet stallede og styrtede i havet.

* Domstolen i Paris skal mandag afgøre, om Air France og flyproducenten Airbus begik uagtsomt manddrab i forbindelse med styrtet. De har begge erklæret sig ikke skyldig.

Kilder: France 24 og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu