Efter sommerens møde med Putin rejser indisk leder til Ukraine
Præsident Vladimir Putin, omfavner Narendra Modi, da den indiske premierminister i juli besøgte Rusland. Nu oplyser den indiske regering, at Modi vil besøge Ukraine og Polen. Foto: Gavriil Grigorov/Reuters
Indiens regering melder om Narendra Modis snarlige besøg i Ukraine. Måske allerede i denne uge ifølge medier.
Indiens premierminister, Narendra Modi, vil besøge Ukraine, oplyser udenrigsministeriet i New Delhi.
Meldingen kommer kun få uger efter, at Modi omfavnede Vladimir Putin under et besøg i Rusland, der er Indiens traditionelle allierede.
Udenrigsministeriet i New Delhi sætter ikke en dato for besøget i Ukraine. Men indiske medier peger på, at det kan finde sted senere på ugen.
Ud over Ukraine skal Modi besøge Polen.
Modi har under den to et halvt år lange krig i Ukraine forsøgt at balancere. Mellem Indiens mangeårige varme forbindelser til Rusland, mens han samtidig har søgt et stærkere sikkerhedsmæssigt samarbejde med Vesten.
Derfor har han i mange omgange opfordret Ukraine og Rusland til at løse deres konflikt gennem dialog.
Siden Rusland angreb Ukraine i februar 2022 har Indiens regering været omhyggelig med ikke direkte at fordømme overfaldet på landet.
Da Modi besøgte Putin i juli, skete det kun få timer efter, at Rusland sendte raketter mod en række byer i Ukraine og dræbte over 60 mennesker. Blandt andet blev et børnehospital i Kyiv svært beskadiget.
Samtidig cirkulerede der et billede af Modi og Putin i tæt omfavnelse i den russiske præsidents sommerhus. Et møde der blev fordømt af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Rusland har i mange årtier været en vigtig våbenleverandør for Indien. Siden Rusland angreb Ukraine, er Rusland også blevet en meget vigtig leverandør til Indien af olie.
Indien får det billigt, og med vestlige sanktioner, der rammer både olie og gas, har Rusland fået et vigtigt erstatningsmarked.
Indien har et anspændt forhold til Kina. Og i New Delhi følger man tæt, hvor stærkt Rusland er ved at binde sig til Kina i en antivestlig alliance.
Det russiske nyhedsbureau Interfax oplyser i øvrigt mandag formiddag, at Kinas premierminister, Li Qiang, besøger Rusland fra tirsdag til torsdag i denne uge.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie