Egyptens nyvalgte parlamentarikere blev mødt af både optimisme og advarsler, da stribevis af demonstrationer mandag bevægede sig rundt om det massivt politibeskyttede regeringskvarter i det centrale Kairo.
- Vi er, vi er, vi er revolutionen. Brød, frihed og social retfærdighed. Korruptionen, hersker stadig, brøler demonstranterne ind over en mur af kampklædte betjente.
Råbene er rettet mod parlamentsbygningen og de folkevalgte, som mandag er samlet på den første arbejdsdag efter valget.
39-årige Mahmoud Mohamed går bagest og synger med på slagsangene.
Han har ingen forbindelser til initiativtagerne, der er pårørende til de cirka 20 militærofficerer, som 8. april sluttede sig til revolutionen på Tahrir-pladsen og nu sidder fængslet af samme grund.
- Jeg er enig i alt, hvad de siger. Der skal være retfærdighed, så de uskyldige bliver løsladt, og de skyldige i drab retsforfølges. De skal stå foran en dommer i en rigtig domstol.
- Det gamle parlament var en urørlig samling mennesker, som bare gik efter at indfri egne mål og blive rige. Det accepterer vi ikke mere.
- Derfor går vi til parlamentet, så de kan høre vores stemmer, siger Mahmoud Mohamed, som arbejder i hotelbranchen.
Han mener, at mandagens demonstrationer skal ses som en slags opvarmning til 25. januar, hvor tusindvis af egyptere ventes at gå på Tahrir-pladsen i en markering af etårsdagen for den egyptiske revolution.
Midt i gruppen af demonstranter går to langskæggede herrer, en koptisk præst, som løfter et kors, og en muslim, som bærer en koran.
- Det er en fast tradition under demonstrationerne. De markerer, at religionerne står sammen, siger Mahmoud Mohamed.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie