Egypterne strømmer til valgstederne

Egypterne strømmede mandag til stemmeurnerne ved det første parlamentsvalg efter den revolution, der væltede præsident Hosni Mubarak i februar.

- Før gav det ingen mening at stemme. Vores stemmer var fuldstændig ligegyldige, siger Mona Abdel Moneim, der stod i kø for at stemme første gang ved et valgsted i Kairo.

Ifølge foreløbige meldinger er første del af parlamentsvalget - der mandag bliver holdt i Kairo, Alexandria og en række andre byer - forløbet fredeligt.

Valgstedernes åbningstider måtte mandag aften forlænges til klokken 21 lokal tid, så alle vælgere kunne nå gennem de lange køer og stemme.

- Vi er overraskede over, at folk er mødt frem i så stort antal for at stemme, gudskelov, siger lederen af valgkommissionen, Abdel Moez Ibrahim, på en pressekonference.

Han tilføjer, at der ikke har været problemer med sikkerheden på trods af de voldsomme uroligheder, som især plagede det centrale Kairo i sidste uge.

Endnu er der en del uafklarede spørgsmål omkring, hvordan det kommende parlament vil fungere, og hvorvidt det vil kunne nå til enighed med det regerende militærråd om, hvad der skal indskrives i den kommende forfatning vedrørende militærets magt.

Det Muslimske Broderskab, der under Mubarak havde forbud mod at stille op som parti ved parlamentsvalget, har stiftet Friheds- og Retfærdighedspartiet, der ventes at blive det største i det kommende parlament.

Men også yderliggående islamister, sekulære, nationalister og personer fra Mubaraks regime ventes at blive valgt ind, og dermed tyder meget på, at det kommende parlament bliver ideologisk splittet.

- Jeg stemmer for Egyptens fremtid, siger Yussuf, en 25-årig vælger i Egyptens næststørste by, Alexandria.

- Dette er det første frie valg i vores land. Jeg håber også, at det bliver det første retfærdige valg, tilføjer han.

/ritzau/AFP

De egyptiske vælgere står i lange køer for at få lov at stemme. Hidtil er valget foregået på fredelig vis.

Offentliggjort Sidst opdateret