Egyptisk domstol dømmer imod militæret
En egyptisk forvaltningsdomstol ophævede torsdag en beslutning fra justitsministeriet, som giver militæret tilladelse til at anholde civile, oplyser kilder i landets retssystem.
Domstolens kendelse blev truffet i en appelsag, hvor 17 menneskerettighedsgrupper havde anket justitsministeriets omstridte dekret fra den 13. juni.
- Beslutningen giver uden grundlag i forfatningen ekstraordinære beføjelser til militæret, hedder det i klagen fra menneskerettighedsgruppen, som kritiserer militæret for delvist at indføre nødretstilstand igen.
Militæret har sagt, at dekretet er nødvendigt for at opretholde lov og orden.
Militæret skal ifølge planen overdrage magten til den nyvalgte præsident, Mohamed Mursi, den 30. juni.
Mursi, som tilhører partiet Det Muslimske Broderskab, har opfordret sine landsmænd til at samles efter en præsidentvalgkamp, der har splittet nationen.
- Jeg vil være præsident for alle egyptere, lovede Mursi i sin første tale få timer efter, at han officielt var udpeget som valgets sejrherre.
Valget har skabt dybe kløfter i det egyptiske samfund. En stor del af vælgerne frygtede en valgsejr til Ahmed Shafiq, fordi de så ham som en forlængelse af det gamle regime. Shafiq selv lykønskede søndag aften sin rival med sejren.
Andre har frygtet, at en sejr til Mursi vil betyde en indskrænkning i de personlige friheder, og at religion vil komme til at spille en langt større rolle fremover.
Særligt Egyptens kristne mindretal er nervøse for, hvad det vil medføre at have en islamist som præsident.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie