Ekspert: Gidseldrab øger kun Japans humanitære bistand
Japans hjælp til ofrene for Islamisk Stat bliver større efter drabet på gidsel. Militær indgriben er udelukket
Drabet på den japanske journalist Kenji Goto, der blev henrettet af Islamisk Stat efter at være blevet holdt som gidsel siden oktober, vil få konsekvenser for Japans involvering i konflikten i Syrien og Irak.
Det vurderer Marie Roesgaard, der er lektor i japanske studier ved Københavns Universitet, og som har været på forskningsophold i Japan siden september.
Japan kommer dog ikke til at blive en aktiv deltager i krigen, men vil derimod forstærke indsatsen for de fordrevne i de berørte områder.
- Regeringen vil ikke bøje sig for islamisterne, tværtimod. Japan kommer til at øge sin humanitære bistand efter det her, siger hun.
Nyheden om den fatale udgang på gidseltagningen har berørt japanerne, der er rystede og forundrede over Islamisk Stats behandling af Goto og et andet japansk gidsel, Haruna Yukawa.
- Alle herovre er klar over, at begge de døde gidsler vidste, at de var i gang med noget farligt.
- Men japanerne har aldrig set sig selv som en del af konflikten. Folk spørger sig selv: Hvorfor kan islamisterne ikke forstå, at vi bare giver humanitær hjælp?
Japans forfatning forbyder den japanske stat at sende bevæbnede soldater ud af landet, men de aktuelle begivenheder fører måske til, at den regel nu bliver blødt op, så soldaterne måske i fremtiden godt må tage våben med på mission.
- Flere og flere siger, at når vi bliver behandlet som en krigsførende nation, så er vi også nødt til at sikre os, at vi kan hive vores borgere ud, hvis de havner i sådan en situation.
- Og premierminister Abe har allerede antydet, at det her formentlig kommer til at betyde, at man kan sende japansk militært personale til udlandet med våben.
- Hidtil har man skullet lave en særlov, når man har skullet deltage i fredsbevarende aktioner, men det kan ændre sig nu, siger Marie Roesgaard.
Japan sendte for første gang deltagere til FN's fredsbevarende missioner i 1989 og har blandt andet været aktiv i Afghanistan, Iran og Irak.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie