EU-Kommissionen tog tirsdag det første formelle skridt mod at retsforfølge Ungarn for brud på EU-traktaten.
EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, advarer efter kommissionens ugentlige møde Ungarns regering om, at landet kommer for retten, hvis ikke den dropper de nylige kontroversielle forfatningsændringer.
- Vi har netop besluttet at indlede proceduren for traktatbrud mod Ungarn på tre områder: Den nationale centralbanks uafhængighed, dommeres pensionsalder og datatilsynets uafhængighed, siger Barroso.
Kommissionen har samtidig bedt regeringen i Budapest give yderligere oplysninger om, hvad forfatningsændringerne betyder for de ungarske domstoles uafhængighed. Barroso siger, at beslutningen er resultatet af en grundig juridisk analyse.
- Vi håber, at de ungarske myndigheder vil foretage de nødvendige ændringer for at sikre, at de overholder europæisk lovgivning. Det har indtil videre ikke været tilfældet, og derfor har vi besluttet at indlede proceduren.
- Der skal ikke længere kunne være den mindste tvivl om landets respekt for demokratiske principper og værdier, siger Barroso.
Meldingen fra EU-Kommissionen er ikke den formelle åbningsskrivelse, der sætter selve retssagen i gang, men derimod det første formelle skridt i en brevveksling, der stadig giver Ungarn mulighed for at rette ind. En egentlig retssag kan være år undervejs.
Og måske kommer det slet ikke så vidt. Ungarns hårdt kritiserede premierminister, Viktor Orban, rejser næste tirsdag til Bruxelles for at mødes med Barroso, oplyser en regeringstalsmand i Budapest.
Her skal han formentligt forsøgt at gyde olie på vandene, efter flere EU-lande, USA og Den Internationale Valutafond (IMF) har reageret meget voldsomt på forfatningsændringerne, der trådte i kraft ved årsskiftet.
Sideløbende har flere partier i EU-Parlamentet lagt op til at bruge traktatens artikel syv til at tvinge EU's ministerråd - og dermed det danske EU-formandskab - til en hurtigere straf af Ungarn.
Artikel syv blev indført med Lissabontraktaten som reaktion på kontroversen med den østrigske højrepolitiker Jörg Haider.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie