EU's finansministre har sat gang i et lynarbejde for at forhandle et nødlån på plads til Portugal på omkring 80 milliarder euro (600 milliarder kroner).
På et møde i den ungarske by Gödöllö har EU-ministrene besluttet at starte forhandlinger med både Portugals afgående regering og oppositionen om en bred politisk aftale.
Det kommer til at ske midt i en portugisisk valgkamp frem mod valget den 5. juni.
- Forberedelserne starter omgående for at opnå en tværpolitisk aftale, der sikrer, at et justeringsprogram kan vedtages i midten af maj og gennemføres hurtigt efter dannelsen af en ny regering, lyder det i en fælles erklæring.
Portugal er det tredje euroland, som trækker i nødbremsen og beder om EU-hjælp for at komme ud af gældskrisen.
Efter at Grækenland og Irland sidste år fik bevilget lånepakker på henholdsvis 110 og 85 milliarder euro, så har Portugal brug for omkring 80 milliarder euro, vurderer EU's økonomikommissær, Olli Rehn.
- På dette tidspunkt, og på grundlag af meget foreløbige vurderinger, kan vi sige, at i det store hele vil programmet formentlig være i størrelsesordenen 80 milliarder euro, siger Rehn.
Lånene kommer fra en blanding af eurolandenes krisemekanisme, EU og Den Internationale Valutafond (IMF).
Ifølge eurogruppens formand, Jean-Claude Juncker, er problemet da heller ikke at finde pengene, men snarere at finde ud af, hvem man skal forhandle lånebetingelserne med - med henvisning til det politiske kaos i Portugal.
Det bliver dog langt fra smertefrit for Portugal at få nødlån fra EU.
Finlands finansminister, Jyrki Katainen, mener, at kravene til Portugal skal være "hårdere og mere omfattende", end det spareprogram, som Portugals regering for godt to uger siden måtte opgive at få opbakning til i det nationale parlament.
Herefter varslede premierminister Jose Socrates regeringens afgang og udskrev valg.
- Pakken skal være meget hård, for ellers giver det ikke mening at garantere noget lands lån, siger Katainen til nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie