EU-Kommissionen får grønt lys til første told mod USA
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har fastslået, at EU er klar til at forhandle med USA om told. Men hvis Trump ikke vil indgå en aftale, så vil EU indføre told på amerikanske varer. Første skridt blev taget onsdag. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Vejen er banet for kommissionens forslag om at svare igen på Trumps told på stål og aluminium.
EU-Kommissionen har onsdag fået grønt lys til sit modsvar på den amerikanske told på stål og aluminium. Det står klart efter en afstemning.
Her stemte EU-landene ifølge EU-Kommissionen for forslaget.
Kommissionens forslag blev fremsat som reaktion på USA's beslutning i marts om at indføre told på import af stål og aluminium fra EU.
Der er dermed kun tale om det første af flere ventede modsvar til Donald Trumps toldsatser på europæiske varer.
- EU mener, at USA's told er uberettiget og skadelig og forårsager økonomisk skade på begge sider samt på den globale økonomi.
- EU har erklæret sit klare ønske om at finde forhandlingsresultater med USA, som vil være afbalancerede og til gensidig fordel, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.
Dagens afstemning betyder, at modforanstaltningerne vil træde i kraft, når EU-Kommissionens interne procedurer er afsluttet. Og når gennemførelsesretsakten er offentliggjort.
Afgifterne vil ifølge EU-Kommissionen begynde at blive opkrævet fra den 15. april.
Onsdagens afstemning betyder, at EU-Kommissionen kan indføre gengældelsestold på amerikanske produkter som sojabønner, motorcykler og appelsinjuice til en værdi af omkring 22 milliarder euro.
Det svarer til omkring 164 milliarder kroner.
EU-Kommissionen fastslår dog samtidig, at modforanstaltningerne "til enhver tid suspenderes", hvis USA går med til et "fair og afbalanceret" forhandlingsresultat.
EU-Kommissionen har blandt andet åbnet for at købe mere energi i USA for at udligne USA's handelsunderskud med EU. Det har Trump opgjort til 350 milliarder dollars.
Det regnestykke har dog fået kritik fra europæisk side for at se bort fra USA's overskud over for EU, når det gælder salg af digitale tjenester.
EU-Kommissionen ventes i næste uge at fremsætte forslag til den næste del af den mulige gengældelsestold på amerikanske varer.
De næste forslag skal være modsvar til Trumps melding om 25 procent told på biler samt en generel told på europæiske varer på 20 procent.
Hos Dansk Industri (DI) håber man, at EU's modsvar vil være med til at overbevise Trump om at rulle tolden tilbage.
- Der er ingen vindere i den handelskrig, som Trump har valgt at igangsætte, så vi håber selvsagt, at han hurtigst muligt bringes til fornuft, siger seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard.
På den positive side er det ifølge DI's beregninger "kun" 4,6 procent af den danske import fra USA, som nu er omfattet af told.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie