EU-Kommissionen vil have fuld klarhed over gaslækager
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tirsdag talt med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), om gaslækager i Østersøen. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Forsøg på at forstyrre energiinfrastruktur er uacceptabelt og mødes med hård reaktion, siger von der Leyen.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil have "fuld klarhed" over gaslækagerne på Nord Stream-forbindelserne i Østersøen.
Det skriver von der Leyen på Twitter.
Hun har tirsdag talt med den danske statsminister, Mette Frederiksen (S) om "sabotagehandlingen".
Kommissionsformanden skriver, at det er "altafgørende" at få undersøgt hændelserne.
Von der Leyen skriver, at ethvert bevidst forsøg på at forstyrre europæisk infrastruktur på energiområdet er "uacceptabelt".
Det vil blive mødt med den "stærkest mulige reaktion", siger hun.
Lækagerne på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 er sket i Østersøen ved Bornholm.
Den første lækage blev konstateret mandag. De andre to blev opdaget tirsdag.
Tidligere tirsdag oplyste en talsmand for kommissionen, at den var blevet informeret om de tre læk. Men ved middagstid dansk tid lød det, at man ikke havde oplysninger om, hvorvidt der kunne være tale om sabotage.
Det ville kræve flere oplysninger, lød det.
Til gengæld oplyste talspersonen, at kommissionen følger udviklingen, herunder påvirkning på skibsfarten og læk af metangas fra ledningerne.
På et pressemøde tirsdag aften sagde den danske statsminister, at der er tale om bevidste handlinger - ikke et uheld. Det er myndighedernes "klare vurdering", lød det.
Og nu bruger von der Leyen altså også ordet "sabotage" om handlingerne.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) mødes onsdag morgen med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Mødet var planlagt inden lækagerne, men Nord Stream 1 og 2 vil selvsagt være på dagsordenen.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie