EU-lande vil fortsætte Kina-handel men mindske afhængighed
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i løbet af foråret flere gange talt om vigtigheden af at mindske risikoen i EU's forhold til Kina. Hun ses her under EU-topmøde fredag i Bruxelles sammen med den franske præsident, Emmanuel Macron (til højre) og Cyperns præsident Nikos Christodoulides. Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Forholdet mellem EU og Kina skal være balanceret, og kritiske afhængigheder skal mindskes, mener EU-ledere.
EU og Kina skal fortsat være partnere, men EU skal være mindre afhængig af Kina på kritiske områder.
Det konkluderer EU-landenes ledere fredag på et topmøde i Bruxelles.
Her har stats- og regeringscheferne diskuteret forholdet mellem Kina og EU.
Kina er både partner, konkurrent og systemisk rival til EU, lyder det i konklusionsteksten.
Debatten om Kina har i månederne op til topmødet i høj grad handlet om, at EU i større grad skal kunne stå på egne ben. Det gælder for eksempel, når det kommer til forsyning af kritiske råstoffer og mikrochips.
I dag er EU meget afhængig af import fra Kina på disse områder.
EU-landene understreger, at Kina fortsat er en vigtig handelspartner. Unionen har ikke intentioner om at afkoble sig fra Kina eller vende sig indad.
Men forholdet skal være balanceret og gensidigt gavnligt.
Det er en realistisk indstilling, som EU-landene er blevet enige om, siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag eftermiddag.
- Hvis man skal sammenfatte det kort, er det en mere realistisk tilgang og en nøgtern tilgang om, at der er områder, hvor vi ønsker at samarbejde med Kina, og så er der andre områder, hvor vi bliver nødt til at se på, hvad det er for en relation, vi skal have. Hvor vi ikke altid har de samme interesser.
- Det handler blandt andet om at sikre, at vi i højere grad selv kan varetage den teknologi, der er afgørende for, at vi kan udvikle vores eget samfund, siger Mette Frederiksen.
En mindsket afhængighed af Kina kræver blandt andet, at EU diversificerer sin import mere. Den udvikling er allerede i fuld gang - i hvert fald blandt danske virksomheder, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Industri.
- De spreder i stigende grad deres aktiviteter og finder flere underleverandører, så man ikke lægger alle sine æg i samme kurv. Det er i grunden kun et udtryk for rettidig omhu, siger underdirektør Peter Thagesen.
Kina er dog fortsat et vigtigt marked for erhvervslivet. Og Danmarks økonomiske afhængighed af Kina vil dermed også fortsat være stor, pointerer han.
Han mener, at EU-lederne er nået frem til en god og afbalanceret tilgang. Ikke mindst fordi den lægger vægt på stabilitet.
- Det er helt afgørende at øge afspænding i verden netop nu. Derfor er det også et vigtigt signal, når EU slår fast, at vi har en stærk interesse i at have en stabil relation til Kina, siger Peter Thagesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie