EU-Parlamentet ventes at ophæve immunitet for mistænkte politikere

Belgiske Marc Tarabella, som sidder i EU-Parlamentet, mistænkes for at være involveret i en korruptionssag. Parlamentet ventes at fratage ham hans immunitet, så han kan retsforfølges. (Arkivfoto). Foto: Valeria Mongelli/Ritzau Scanpix

To medlemmer af EU-Parlamentet står til at miste deres immunitet efter mistanke om korruption.

Offentliggjort Sidst opdateret

Medlemmerne af EU-Parlamentet skal torsdag stemme om, hvorvidt to parlamentarikere skal have ophævet deres immunitet.

Det skyldes, at de to - belgiske Marc Tarabella og italienske Andrea Cozzolino - mistænkes for at være involveret i en omfattende korruptionssag, der trækker tråde til blandt andet styret i Qatar.

De to politikere kommer begge fra den socialdemokratiske gruppe i parlamentet. Det samme gør Niels Fuglsang (S), som forventer en bred opbakning til at ophæve immuniteten.

- Jeg vil næsten tro, at der vil være enstemmighed. Jeg tror ikke, at der er mange, der modsætter sig, at det belgiske politi skal efterforske de her folk, siger han.

Niels Fuglsang kender ikke hverken belgieren eller italieneren særligt godt.

Men han husker meget klart, hvordan de i efteråret var modstandere af hans forslag om, at EU-Parlamentet skulle komme med en kritisk udtalelse om VM i Qatar.

- Jeg synes, at det VM er sportshistoriens største skandale. Så jeg havde sammen med nogle andre lavet et forslag til en resolution.

Det italienske medlem af EU-Parlamentet Andrea Cozzolino, der ses midt i billedet, mistænkes for at være involveret i en sag om bestikkelsespenge fra blandt andet styret i Qatar. (Arkivfoto). Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

- Andrea Cozzolino var vores gruppes koordinator for blandt andet resolutioner om krænkelser af menneskerettighederne. Han mente ikke, at vi skulle gå videre med forslaget. Og til et møde, hvor vi diskuterede det, rejste Marc Tarabella sig op og sagde, at vi ikke skulle være så negative over for Qatar. For de havde lavet nogle gode reformer.

Det var noget mærkeligt noget sige, tænkte Niels Fuglsang dengang.

Men Cozzolino og Tarabella havde meget at sige i gruppen. Så forslaget blev droppet.

- Det er helt forfærdeligt, at de her mennesker har været i stand til at påvirke vores gruppes linje på det her spørgsmål, hvis det så viser sig, at de er korrupte. Det er næsten ikke til at holde ud, siger Niels Fuglsang.

Hverken Andrea Cozzolino eller Marc Tarabella sidder længere i den socialdemokratiske gruppe. Førstnævnte gik selv, og sidstnævnte er blevet ekskluderet.

Det samme gælder den græske politiker Eva Kaili, der har været omdrejningspunkt for korruptionssagen. Den tidligere næstformand for EU-Parlamentet har siddet varetægtsfængslet siden december, hvor det belgiske politi fandt 150.000 euro i kontanter i hendes lejlighed.

Pengene kommer angiveligt fra Qatar, som har villet købe sig indflydelse i parlamentet.

Eva Kaili var tidligere næstformand for EU-Parlamentet. Nu sidder hun varetægtsfængslet i Belgien, hvor hun er anklaget for at være korrupt. (Arkivfoto). Foto: Eric Vidal/Ritzau Scanpix

Flere andre er blevet anholdt, herunder Eva Kailis kæreste, Francesco Giorgi.

Hvorvidt det samme kan blive tilfældet for Andrea Cozzolino og Marc Tarabella, afhænger af afstemningen om deres immunitet.

Den ventes at finde sted torsdag formiddag.

/ritzau/