EU-politiker alvorligt såret efter overfald i østtysk by
Matthias Ecke ses her i april i Dresden. Han er medlem af EU-Parlamentet for SPD. Foto: Matthias Rietschel/Reuters
Både EU-kandidat fra SPD og kampagnemedarbejder blev overfaldet under ophængning af valgplakater i Dresden.
Det tyske medlem af EU-Parlamentet Matthias Ecke blev sent fredag aften overfaldet af en gruppe ukendte gerningsmænd, mens han var i gang med at hænge valgplakater op i den østtyske by Dresden.
Ved overfaldet pådrog Matthias Ecke sig alvorlige kvæstelser, og han måtte efterfølgende opereres.
Det oplyser indenrigsministeriet i delstaten Sachsen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Matthias Ecke er 41 år og medlem af det socialdemokratiske parti SPD.
Politikeren, som stiller op ved det forestående EU-valg, var ikke den eneste, der blev overfaldet fredag aften i Dresden.
Få minutter før overfaldet på Matthias Ecke blev en 28-årig kampagnemedarbejder fra partiet De Grønne overfaldet med slag og spark.
Også han var i færd med at hænge valgplakater op.
Han blev - ligesom Matthias Ecke - overfaldet af fire personer.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvor alvorlige skader kampagnemedarbejderen fik ved overfaldet.
Politiet formoder, at det er den samme gruppe personer, der står bag begge overfald. Denne formodning bygger på de to ofres beskrivelser af gerningsmændene samt på, at de to overfald skete tæt på hinanden.
Der er dog lørdag eftermiddag endnu ingen anholdte i de to sager.
SPD's partiorganisation i Sachsen oplyser, at flere kampagnemedarbejdere fredag blev udsat for tilråb og trusler, da de hængte valgplakater op. Desuden blev flere valgplakater ødelagt.
SPD i Sachsen beskriver episoderne som "et umiskendeligt advarselssignal til alle i vores land".
- Rækken af angreb begået af bøller mod demokratiske partiers kampagnehold er angreb på vores demokratis fundament, siger lederne af SPD i Sachsen, Henning Homann og Kathrin Michel, i en udtalelse.
Partilederne mener, at det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) og højreekstremistiske grupper i Tyskland bærer skylden for, at demokratisk valgte politikere ikke kan føle sig sikre i landet.
Netop Alternative für Deutschland står stærkt i det østlige Tyskland.
Overfaldene får Tysklands kansler, Olaf Scholz, til at opfordre tyskerne til at stå sammen mod højreekstremisme.
Også selv om det endnu ikke står klart, hvem der begik volden.
- Demokratiet bliver truet af sådan noget som dette, og derfor er det ikke en mulighed at trække på skuldrene ad det, siger Scholz under en demokratikongres, der tager afsæt i det forestående EU-valg.
- Vi er nødt til at stå sammen mod det.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie