EU-præsident hylder Nobels fredspris med eget digt
EU's præsident, Herman Van Rompuy, overraskede alle på et pressemøde i Oslo søndag, hvor han var mødt op for at tale om Nobels fredspris, som EU bliver tildelt mandag.
Pludselig trak EU-præsidenten et selvskrevet haikudigt op af lommen.
- Efter krig kommer fred. Opfylder det ældste ønske. Nobels drøm bliver til virkelighed, lød digtet.
- Jeg synes, at det er vældig fint, sagde Van Rompuy om sit eget værk efter den overraskende højtlæsning på pressemødet.
Sammen med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, skal Van Rompuy mandag formelt modtage prisen på rådhuset i Oslo.
Digtet, som egentlig blot var tiltænkt Nobelinstituttets gæstebog, opsummerer, hvordan de tre EU-repræsentanter vurderer den kontroversielle tildeling af fredsprisen:
Ikke bare er prisen højst fortjent, men det er også det rigtige tidspunkt at give den til EU på, selv om unionen hærges af sin værste økonomiske krise nogensinde.
- Europa er gået fra at være krigens kontinent til fredens, sagde Van Rompuy.
Han erkender, at Europa er inde i en vanskelig periode, men han er samtidig sikker på, at EU vil komme styrket ud af krisen.
- For os er prisen ikke bare en fejring af det, vi har opnået indtil nu. Den skal også være med til at forme fremtiden, sagde EU-præsidenten.
Han understregede, at unionen arbejder hårdt på at overvinde de interne konflikter i Europa.
- Jeg er sikker på, at vi vil lykkes og komme ud af det stærkere, end vi var tidligere. Vi ønsker, at Europa igen bliver et symbol for håb, sagde Van Rompuy.
EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, mener det er det rette tidspunkt at hædre oprettelsen af den europæiske union.
- Hver eneste dag de sidste 60 år er det nye Europa blevet opbygget. Dette er det rette tidspunkt at minde os selv om det, vi har opnået, sagde Barroso.
EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, understregede, at fredsprisen tilhører folket.
- Jeg er meget taknemmelig over at kunne repræsentere 500 millioner europæere, sagde Schulz.
18 af EU's 27 lande har meddelt, at de sender deres stats- eller regeringschef til Oslo, når Nobels fredspris mandag overrækkes til EU.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie