EU-udenrigsministre til Hamas: Drop de raketter
EU's udenrigsministre opfordrer tirsdag til, at begge parter i Mellemøstkonflikten vender tilbage til den våbenhvile, de blev enige om i november 2012.
- Vi er ekstremt bekymrede over den fortsatte optrapning af volden i Gaza, og vi fordømmer de alvorlige tab af liv, siger EU's udenrigschef, Catherine Ashton, efter et møde blandt EU's udenrigsministre i Bruxelles.
I en usædvanlig lang tekst, som forsøger at skabe en balance mellem skarp kritik og forståelse for begge parter i konflikten, skriver ministrene først, at de byder initiativer om en våbenhvile fra især Egypten velkommen.
EU står ifølge teksten klar til at bidrage med "den nødvendige støtte" til, at en våbenhvile kan finde sted.
Derefter fordømmer EU-landenes udenrigsministre de raketter, som bliver fyret af sted mod Israel fra Gazastriben.
- Det er kriminelle handlinger, som ikke kan retfærdiggøres, siger Catherine Ashton.
I teksten står der endvidere, at EU beder Hamas om øjeblikkeligt at stoppe raketaffyringerne og at stoppe volden. Alle terroristgrupper i Gaza må afvæbnes, står der.
- EU fordømmer på det kraftigste opfordringer til den civile befolkning i Gaza om at bruge sig selv som menneskelige skjolde, skriver ministrene.
Catherine Ashton understreger, at de mener, at Israel har ret til at forsvare sig selv.
- Men Israels militære operation skal være proportionel og på linje med international humanitær lov. Civile skal beskyttes til enhver tid, siger hun efter mødet.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) erklærer sig efter mødet tilfreds med de fælles konklusioner:
- Det vigtigste, der er kommet ud af vores diskussion om Gaza, er, at vi har fået en balanceret tekst: På den ene side anerkender vi Israels ret til at forsvare sig mod Hamas gentagne raketangreb på civile mål i Israel, men vi fordømmer altså også de meget voldsomme civile tab, der har været.
Flere end 600 mennesker - herunder næsten 100 børn - er blevet slået ihjel i Gaza striben, siden Israel indledte sine bombeangreb 8. juli, oplyser redningstjenesten i Gaza striben tirsdag ifølge Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie