Europa markerer Waterloo-årsdag med opfordring til enhed
Prins Charles og Heruginden af Cornwall, da de torsdag deltog i en messe for Waterloo i St. Paul's Cathedral i London. Foto: KirstyWigglesworth/AP/POLFOTO
KirstyWigglesworth/AP/POLFOTO
Belgien bruger markeringen af 200-året for slaget ved Waterloo til at sende et budskab om fred og forsoning.
Kongelige og diplomater fra store dele af Europa er torsdag samlet i Belgien for at markere 200-års-dagen for slaget ved Waterloo.
Slaget, der kom til at ændre Europas fremtid, blev indledt 18. juni for 200 år siden. Det varede en hel dag og resulterede i et sviende fransk nederlag, som samtidig kom til at markere afslutningen på to årtiers konstant krig i Europa.
I dag er Europas fokus på forsoning, enhed og sammenhold i "det europæiske projekt", understreger den belgiske premierminister, Charles Michel, i sin tale.
Han peger på, at der også i dag er udfordringer på Europas dørtrin i form af eksempelvis konflikten i Ukraine og de økonomiske vanskeligheder, der har ramt flere lande i Europa.
- Gårsdagens fjender er dagens allierede, siger Michel til de forsamlede i Waterloo torsdag.
Belgien har i flere århundreder ligget midt mellem rivaliserende europæiske stormagter og har derfor været slagmark for opgør mellem andre lande.
Torsdag er konger og hertuger fra flere hjørner af Europa samlet i Waterloo, men hverken den franske præsident, François Hollande, eller den tyske forbundskansler, Angela Merkel, deltager. De to lande nøjes med at sende deres ambassadører.
Torsdag og de kommende dage ventes omkring 200.000 besøgende at lægge vejen forbi Waterloo, hvor der i de kommende to dage vil være en genopførelse af slaget, hvor Napoleons 93.000 mand store hær måtte bøje sig for overmagten fra de 125.000 britiske, prøjsiske og belgisk-hollandske soldater.
Kampene ved Waterloo kostede 10.000 døde og 35.000 sårede. Napoleon selv døde i 1821 i sit tvungne eksil på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie