EU's banktilsyn er nær - hvis landene vil

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes EU-kolleger kan tirsdag træffe den afgørende beslutning, der sætter gang i et nyt, fælleseuropæisk banktilsyn. Hvis ellers de vil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere diplomatiske kilder giver forud for tirsdagens møde i kredsen af økonomi- og finansministre udtryk for, at de tekniske og juridiske problemer - også dem der handler om at sikre indflydelse til ikke-eurolande som Danmark og Sverige - er ved at være løst.

Så nu er det bare et spørgsmål om politisk vilje. Ikke mindst fra den svenske finansminister, Anders Borgs, side.

Det vil ikke være nødvendigt for Vestager og Borg at melde klart ud endnu, om Danmark og Sverige vil være med i det nye tilsyn, der ved en skærpet overvågning af i første omgang de større banker skal sikre en mere solid europæisk banksektor.

Men selv om banktilsynet i første omgang er tiltænkt de 17 lande i eurozonen, er det åbent for deltagelse fra alle 27 EU-lande. Og alle skal sige god for det.

Storbritannien har som eneste land meldt klart fra - men vil ikke blokere for det. De øvrige ni er potentielt interesserede.

Der mangler stadig at blive afklaret en del detaljer om blandt andet arbejdsdelingen mellem det nye centrale tilsyn og de 27 nationale banktilsyn, samt om omfanget og hastigheden i indførelsen af den nye myndighed.

Men et af de mest politisk følsomme udeståender er spørgsmålet om, hvordan ikke-eurolandene bliver sikret indflydelse i tilsynet, der skal rodfæstes i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor kun eurolandene er med.

Danmark har været med til at skrive et kompromisforslag, der bevarer banktilsynet i ECB - men i praksis sikrer, at ECB's øverste ledelse ikke vil overtrumfe tilsynets beslutninger og dermed tromle ikke-eurolandene.

Ved seneste ecofinmøde overraskede svenske Anders Borg med en blank afvisning af dén løsning - og et forslag om en traktatændring i stedet.

Denne gang har Borg på forhånd truet med at nedlægge veto og sagt, at han for at finde en løsning er klar til "om nødvendigt at holde møde hver time og hver dag frem til årsskiftet".

/ritzau/