FAKTA: Lån for 1100 milliarder skal opruste Europas forsvar
På et pressemøde tirsdag offentliggjorde EU-Kommissionens formand et udkast for Europas militære oprustning.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslog på et pressemøde tirsdag et udkast til "Rearm Europe"-planen. Den skal sørge for oprustningen af det europæiske forsvar.
EU-landenes stats- og regeringsledere skal tage stilling til planen til et topmøde torsdag i Bruxelles. Derefter vil de konkrete forslag blive fremsat.
Planen indeholder i alt fem forslag.
Første punkt:
* Som et nyt finansielt instrument skal et lån på 150 milliarder euro til fælles forsvarsindkøb sikre oprustning. Beløbet svarer til over 1100 milliarder kroner.
* I praksis vil medlemslande kunne låne penge ved at præsentere en oprustningsplan for Kommissionen, som herefter vil tildele lånene til landene. Renteomkostningerne skal betales af de lande, der får tildelt lånene.
* Pengene kan ifølge von der Leyen gå til fælles europæiske forsvarskapaciteter så som luftforsvar, artilleri, missiler og ammunition, droner og cyberforsvar.
Andet punkt:
* EU-landene skal kunne bruge flere af deres egne penge på forsvar. Kommissionen foreslår at lempe EU's budgetregler, når det gælder investeringer i forsvar.
* Nuværende budgetreglerne fastslår, at EU-lande maksimalt må have et underskud på tre procent af bruttonationalproduktet (bnp). Og maksimalt en gæld på 60 procent af bnp.
* Med forslaget får EU-landene lov til at overskride de grænser, hvis det skyldes investeringer i forsvar.
Tredje punkt:
* Det tredje punkt handler om at bruge penge fra EU-budgettet til forsvarsinvesteringer. Her vil EU-landene få mulighed for at bruge EU's såkaldte samhørighedsmidler på forsvar.
* Pengene bruges normalt til at reducere de økonomiske og sociale forskelle mellem EU's regioner.
* Pengene må ikke bruges direkte på at købe våben og ammunition, men de kan gå til eksempelvis udvikling og forskning på forsvarsområdet. Derudover må pengene bruges på infrastruktur, som kan bruges til eksempelvis at flytte tropper og militært udstyr.
Fjerde punkt:
* Kommissionen vil mobilisere penge fra Den Europæiske Investeringsbank. Investeringsbanken forventes ifølge Ursula von der Leyen snart at offentliggøre flere detaljer.
Femte punkt:
* Kommissionen vil mobilisere private penge til forsvarsinvesteringer.
* Det skal ifølge von der Leyen ske gennem oprettelse af en opsparings- og investeringsunion. Den skal kunne sikre, at europæiske opsparinger bliver investeret i det europæiske marked.
Kilder: EU-Kommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned