Fattigdom og bristede håb præger Tunesien forud for præsidentvalg

Demonstranter indtog fredag hovedgaden i Tunis, Avenue Habib Bourguiba, i en protest mod præsident Kais Saied, der stiller op til genvalg ved søndagens valg. Under hans styre er både frihedsrettigheder og landets økonomi skrumpet. Foto: Zoubeir Souissi/Reuters

Under Kais Saieds fem år som præsident i landet, hvor det arabiske forår begyndte, har han koncentreret magten om sig selv og fængslet politiske modstandere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Chedliya Mzrighi, som arbejder på sin mark sammen med andre kvinder i det fattige område Fernana i Tunesien, har ikke det store håb om, at noget vil ændre sig efter præsidentvalget søndag.

- Vi har ingenting her, siger den 47-årige bonde.

- Vi har ikke rindende vand og elektricitet, forklarer hun til nyhedsbureauet AFP.

Hun tjener ti dinar om dagen, hvilket svarer til 22 danske kroner. Det er svært for hende at købe mad til sine tre børn.

Søndag holder Tunesien valg, hvor præsident Kais Saied stiller op til genvalg.

De færreste tunesere tror, at valget søndag vil ændre noget til det bedre. De oplever udpræget fattigdom og mærker inflationen skubbe priserne i vejret.

Under Kais Saieds første fem år ved magten har han indskrænket en række demokratiske rettigheder.

Chedliya Mzrighi, en 47-årig bondekone i den fattige region Fernana i Tunesien, henter en høne fra hønsehuset ved siden af det simple hus, hendes mand selv byggede, inden han trodsede helbredsproblemer og rejste 300 kilometer væk for at finde arbejde. Chedliya Mzrighi forsøger at brødføde sin familie med en indkomst på 22 kroner om dagen. Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix

Samtidig er Tunesiens økonomiske vækst aftaget markant. Sidste år var den på kun 0,4 procent, viser tal fra Verdensbanken.

- Vi er meget fattige, under nulpunktet, siger Chedliya Mzrighi.

I hovedstaden Tunis fortæller den 22-årige Mohamed, at han og hans venner ikke har tænkt sig at stemme. Det fører ikke til noget alligevel, mener han.

- Vi har intet at gøre med politik. Vi forsøger at leve vores liv fra dag til dag. Det vedkommer ikke os, siger Mohamed, der ikke vil oplyse sit efternavn af frygt for "at blive fængslet", som han siger.

Gymnasieeleven Ghaith er en af de mange unge tunesere, der drømmer om at forlade landet.

- Jeg er kun 17 år. Når jeg ser ældre mennesker, der ikke har opnået noget i livet, spørger jeg mig selv: hvad vil jeg gøre?

Hans ven, Mohamed på 19 år, vil gerne lære tysk og flytte til Berlin. Men han har ikke råd.

Tunesiens præsident, Kais Saied, blev valgt med stort flertal ved et demokratisk valg i 2019. Men siden afsatte han parlamentet, ændrede forfatningen og samlede magten om sig selv. I dag betragter tuneserne hans regering som et enkeltmandsstyre. (Arkivfoto). Foto: Tingshu Wang/Reuters

- Det her land har svigtet os. Det er blevet sværere at planlægge en fremtid, siger han til AFP.

I Tunesien var der ellers i en årrække en udpræget stolthed over at være det land, hvor det såkaldte arabiske forår udsprang fra i 2010 og 2011.

Tunesien var det land i regionen, der kom bedst igennem de omvæltninger, der fulgte efter en revolution og præsident Zine el-Abidine Ben Alis afgang.

Mange unge fik nyt håb for fremtiden.

Men Kais Saied, der vandt en jordskredssejr ved et valg i 2019, koncentrerede magten om sig selv efter kun to år på posten.

Han afsatte parlamentet, omskrev forfatningen og slog ned på sine politiske modstandere.

I dag sidder over 170 mennesker fængslet i Tunesien af politiske årsager, siger menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Mange af præsidentens kritikere er blevet retsforfulgt efter det såkaldte dekret 54. Det er en lov, der blev indført for to år siden for at komme "falske nyheder" til livs.

- Kais Saied har trampet på vores frihed, siger Leila Chebbi, en skuespiller der deltog i en protest i Tunis fredag.

- Jeg boykotter dette valg. De krænker loven og er illegitime, siger hun.

Kais Saied har to modkandidater ved valget. Den ene, Zouhair Maghzaoui, støtter Saieds magtkoncentration. Den anden, Ayachi Zammel, blev fængslet i sidste måned og risikerer op til 14 års fængsel for påståede brud på valgloven.

14 andre kandidater har fået forbud mod at stille op.

/ritzau/AFP

Tunesiens præsident vil have fem år mere

* Søndag skal Tunesien holde præsidentvalg. Omkring ti millioner tunesere kan stemme ved valget.

* Den nuværende præsident, 66-årige Kais Saied, genopstiller. Han har to modkandidater, hvoraf en er fængslet. 14 andre kandidater har fået forbud mod at stille op.

* Ifølge Human Rights Watch sidder mindst 170 mennesker fængslet i Tunesien af politiske årsager eller for eksempelvis at have brugt deres ytringsfrihed.

* Omkring en tredjedel af vælgerne er under 35 år.

* Tal fra den tunesiske stat viser, at 41 procent af Tunesiens unge er arbejdsløse, selv om 23 procent af dem er universitetsuddannede.

* En undersøgelse foretaget af Arab Barometer i august viser, at syv ud af ti tunesere i alderen 18 til 29 år ønsker at migrere til et andet land.

* I 2011, da revolutionen i Tunesien havde ført til den mangeårige præsident Ben-Alis afgang, var tallet 22 procent blandt tuneserne generelt.

Kilde: AFP

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu