FN-chef beder Israel respektere demonstranter i Jerusalem
Hele weekenden har der været sammenstød mellem palæstinensiske og israelsk politi i Jerusalem. Foto: Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix
Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix
Hundredvis blev i weekenden såret under voldelige sammenstød mellem palæstinensere og politi i Jerusalem.
FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer Israel til at udvise "maksimal tilbageholdenhed" i Jerusalem.
Det siger en talsmand for FN søndag.
Udmeldingen kommer, efter at spændingerne de seneste uger er steget i den østlige del af byen.
Her har der i flere uger været palæstinensiske demonstrationer mod israelske bosætteres forsøg på at overtage arabiske hjem i Sheikh Jarrah-kvarteret.
Fredag og lørdag førte spændingerne til alvorlige sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi ved moskéen al-Aqsa, hvor hundredvis af mennesker blev såret.
António Guterres mener, at Israel må "udvise maksimal tilbageholdenhed og respektere retten til at forsamle sig frit", lyder det fra FN-talsmand Stephane Dujarric i en udtalelse.
- Generalsekretæren udtrykker dyb bekymring for den fortsatte vold i det besatte Østjerusalem og muligheden for at palæstinensiske familier kan blive sat ud af deres hjem.
- Han opfordrer Israel til at indstille nedrivninger og udsættelser, lyder det videre.
Weekendens uroligheder er de værste ved al-Aqsa i årevis. Moskéen er det tredjemest hellige sted i islam efter Mekka og Medina og ligger på Tempelbjerget.
FN har tidligere udtrykt bekymring over situationen i Jerusalem.
Også Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien har i fællesskab opfordret Israel til ikke at udvide landets bosættelser i palæstinensiske områder.
FN's Sikkerhedsråd skal mandag mødes for at diskutere spændingerne i Østjerusalem.
Flere unavngivne diplomater oplyser, at mødet sker efter ønske fra næsten to tredjedele af rådets 15 medlemslande.
Israel erobrede den østlige del af Jerusalem under krigen i 1967 og har annekteret Østjerusalem. Det er ikke internationalt anerkendt.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie