FN forlænger våben- og rejsesanktioner mod yemenitiske oprørere
Her ses yemenitter til en propalæstinensisk demonstration i landets Houthi-kontrollerede hovedstad, Sanaa. Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
FN forlænger resolutionen, som gør det ulovligt for yemenitiske oprørsgrupper at rejse i FN-lande.
Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd er tirsdag blevet enige om at forlænge sanktionerne mod Yemen.
Det skriver FN i en pressemeddelelse.
Sanktionerne gør det blandt andet ulovligt at eksportere våben til for eksempel Houthi-gruppen.
Det er også ulovligt for folk, som "truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen", at rejse til FN's medlemslande. Sådan lyder det i den resolution fra 2014, som nu er blevet forlænget frem til 15. november næste år.
Forlængelsen af sanktionerne blev enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet.
Yemen er hjemsted for en mere end otte år lang borgerkrig, og landets humanitære krise er ifølge tænketanken Council for Foreign Relations (CFR) blandt de værste i verden.
Landets regering nyder international anerkendelse som landets retmæssige ledere og bliver støttet i kampen af en militærkoalition, som bliver anført af nabolandet Saudi-Arabien.
På den anden side står den shiamuslimske Houthi-oprørsgruppe. Houthi-oprørerne er støttet af Iran.
Borgerkrigen har sendt 4,5 millioner mennesker på flugt fra deres hjem og ifølge FN kostet mindst 377.000 mennesker livet.
24,1 million mennesker - 80 procent af Yemens befolkning - er afhængige af nødhjælp og beskyttelse. Omkring seks millioner mennesker er på grænsen til at sulte.
FN's Sikkerhedsråd er det eneste FN-organ, som kan vedtage juridisk bindende resolutioner, og består af i alt 15 medlemmer, hvoraf 5 er permanente. De permanente medlemmer er USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien.
Permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet kan nedlægge veto mod resolutioner.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie