FN: Over 30.000 er fordrevet under syrisk offensiv i Idlib
Internt fordrevne i Idlib har søgt beskyttelse i lejren Kafr Lusin i den nordlige del af provinsen på grænsen til Tyrkiet. I sidste uge indledte Syrien hær støttet af russiske og iranske styrker et angreb på provinsen og tilstødende områder. Foto: Aref Tammawi/Ritzau Scanpix
Aref Tammawi/Ritzau Scanpix
De fordrevne i Idlib har søgt til andre områder i oprørskontrolleret syrisk provins ifølge FN-organisation.
Over 30.000 mennesker er fordrevet under de bombardementer, som Syriens hær og dets allierede har gennemført i oprørsprovinsen Idlib og tilstødende områder.
Det oplyser FN's agentur for koordinering af humanitær hjælp, Unocha.
Idlib ligger i det nordvestlige Syrien og grænser op til Tyrkiet. Siden sidste uge har den syriske hær støttet af russiske og iranske styrker bombet provinsen.
- Regnet fra 9. september er 30.542 mennesker blevet fordrevet fra det nordvestlige Syrien, og de har bevæget sig til flere områder rundt i Idlib, siger David Swanson. Han er talsmand for Unocha.
Idlib er det sidste større område i Syrien - når man ser bort fra de områder i det nordlige Syrien, der kontrolleres af kurdere - hvor der er aktiv modstand mod præsident Bashar al-Assads regime.
Der bor cirka tre millioner mennesker i det område, som er blevet angrebet. Det tæller ud over Idlib mindre områder i provinserne Latakia, Hama og Aleppo.
Swanson oplyser, at beskydningen med morter og raketter er blevet optrappet siden fredag, navnlig i landområder i det nordlige Hama og det sydlige Idlib.
47 procent af de fordrevne har bevæget sig til lejre, 29 procent opholder sig hos familie, 14 har slået sig ned i improviserede lejre, og 10 procent har lejet sig ind i boliger ifølge FN.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie