De første chilenske minearbejdere får højst sandsynligt lov til igen at kramme deres kære onsdag. Mere end to måneder har de været indespærret i minen, men onsdag går selve evakueringen i gang, lyder det fra den chilenske mineminister, Laurence Golborne.
- Vi har den sandsynlige startdato for redningen til omkring onsdag, siger han og tilføjer, at ingeniører skal bruge tid på at stabilisere skakten, som minearbejderne skal op ad.
Lørdag lykkedes det redningsholdet at bore redningsskakten færdig, som gør det muligt for de 33 minearbejder igen at slippe ud i friheden. Nu skal der arbejdes halvandet døgn på at udstyre skakten med et stålrør og yderligere 48 timer på at installere det metalbur, som skal løfte minearbejderne op én for én.
Går redningsaktionen efter planen, forventes det, at alle minearbejdere igen er ude i dagslys senest fredag. Men før evakueringen går i gang, vil fem-seks redningsfolk blive sendt ned i minen gennem skakten for at tjekke arbejdernes helbred.
5. august kollapsede minen i det nordlige Chile delvist og efterlod de 33 mand indespærret under jorden. Man frygtede, at arbejderne var døde, men 22. august kom der besked fra de underjordiske fanger om, at alle fortsat levede.
Minearbejderne vurderes at have tabt omkring 10 kilo hver i de to og en halv uge, der gik, inden man lokaliserede dem og kunne sende forsyninger ned til dem, men deres sundhedsmæssige tilstand efter 66 dage under jorden er ellers fin.
Når de kommer ud i dagslyset igen, skal de have solbriller på for at undgå øjenskader efter lang tid i meget dæmpet belysning.
/ritzau/AFP/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie