Forureningsalarm i Chile tvinger fabrikker til at lukke
Beskidt luft i Chiles hovedstad, Santiago, lukker midlertidigt fabrikker og tvinger biler af vejene.
Myndighederne i Santiago, hovedstaden i Chile, slår nu alarm over den forurenede luft i byen.
Mandag erklærer de miljømæssig katastrofetilstand i Santiago-området. Det tvinger over 900 fabrikker til midlertidigt at lukke ned, ligesom at omkring 40 procent af de 1,7 millioner biler i hovedstaden ikke må køre på vejene.
- Vi står i øjeblikket i en usædvanlig situation med en af de tørreste juni-måneder i over 40 år, mens der har været virkelig dårlige vilkår for luftcirkulation i Santiago-dalen de seneste dage, hvilket forøger luftforureningen, skriver Chiles miljøministerium i en meddelelse.
Katastrofetilstanden - den første siden 1999 - vil vare i 24 timer og kan forlænges yderligere, hvis myndighederne mener, at forholdene ikke har forbedret sig.
Det er ikke klart, præcist hvilken type virksomheder, der tvinges til at holde lukket mandag.
Indbyggerne i Santiago opfordres til at holde sig fra udendørs aktiviteter, men det er ikke ulovligt for eksempel at tage en løbetur. Sundhedsmæssigt er det bare ikke en god idé.
Alle idrætsarrangementer på skoler og universiteter bliver aflyst, og en del veje og gader reserveres til rutebusser, så folk kan komme rundt uden at bruge bil.
Chile er i øjeblikket vært for Copa America i fodbold, hvor den næste kamp spilles onsdag. Turneringen ser dog ikke ud til at blive berørt af forureningen.
Manglende regn og vind har skabt ideelle forhold for opbygningen af mikroskopiske smog-partikler, der tilsammen skaber et tykt lag af smog over Santiago.
De små partikler kan trænge ned i lungerne og i blodet. De er blevet kædet sammen med hjertesygdomme og åndedrætsbesvær.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie