Fransk besætning forsvinder i piratfarvand

Der er ingen spor efter besætningen på en fransk katamaran, som det tyske flådefartøj Bayern har fundet drivende i de piratfyldte farvande i Aden-Bugten ud for Yemen.

Det siger Bernard Valero, talsmand for det franske udenrigsministerium til nyhedsbureauet AFP. Besætningen på skibet opsendte et nødsignal, men da det tyske fartøj nåede frem, var båden tom.

- Efter alarmen fra besætningen, fik vi vores tyske partnere til at sende et af deres skibe, siger Bernard Valero.

En anonym kilde, som har indsigt i undersøgelserne, siger, at der har været fire besætningsmedlemmer på båden, som nu er på vej til landet Djibouti for at blive undersøgt.

Myndighederne vil ikke spekulere i, hvad der kan være sket med besætningen om bord, men vandet mellem Yemen og Somalia er kendt for mange piratangreb, og franske både er tidligere blevet angrebet af pirater.

Blandt andet blev et fransk par kidnappet fra deres yacht i september 2008, da de var på vej gennem Adenbugten. Der blev betalt en løsesum, men franske soldater angreb alligevel piraterne og dræbte en af dem.

I april 2009 blev en anden fransk yacht kapret. Her angreb specialstyrker, mens gidslerne stadig var på skibet. En af gidslerne blev dræbt, da specialstyrkerne ved et uheld ramte ham.

/ritzau/

Besætningen fra en fransk katamaran savnes, efter at båden udsendte nødsignaler fra Adenbugten.

Offentliggjort Sidst opdateret