Franske eksperter skal finde svar i sorte bokse fra ulykkesfly
Mandskab rydder op efter flystyrtet i Etiopien, der søndag dræbte 157 mennesker fra 35 forskellige lande. Årsagen til styrtet er endnu ukendt, men de sorte bokse med data og lydoptagelser ventes at kunne give vigtige oplysninger. Foto: Tony Karumba/Ritzau Scanpix
Tony Karumba/Ritzau Scanpix
Etiopien og Tyskland kan ikke hente data ud fra sorte bokse på forulykket fly. Nu sendes boksene til Frankrig.
Etiopien sender de sorte bokse fra det forulykkede Boeing 737 MAX 8 til undersøgelse i Frankrig.
Det oplyser en talsmand for den franske havarikommission (BEA) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En analyse af indholdet af de sorte bokse kan give vigtige oplysninger om, hvad der fik flyet til at styrte ned søndag morgen.
Ulykken skete, få minutter efter at flyet var lettet fra Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, med kurs mod Kenyas hovedstad, Nairobi.
Tidligere onsdag meddelte Tysklands havarikommission, at Etiopien havde spurgt, om tyskerne kunne analysere indholdet af de sorte bokse.
Men det havde kommissionen afvist, fordi den ikke har den software, der skal bruges til at hente data ud fra en sort boks fra et Boeing 737 MAX 8, som er en relativt ny flytype. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Flyselskabet Ethiopian Airlines har oplyst, at det ikke har den nødvendige teknologi til at analysere data fra de sorte bokse. Derfor skal de til Europa.
Selv om boksene kaldes sorte, er de i virkeligheden orange. En af boksene indeholder data om flyet og dets færd, mens den anden indeholder optagelser af lyd i cockpittet.
Boksene kan give en forklaring på, hvorfor flyet styrtede ned.
En talsmand for flyselskabet sagde tidligere onsdag til nyhedsbureauet Reuters, at piloten på det forulykkede fly rapporterede om problemer med at styre flyet.
Piloten bad desuden om lov til at kunne returnere til Addis Ababa. Det har tidligere været fremme, at piloten fik tilladelse til at vende om. Men kort efter styrtede flyet.
USA sluttede sig onsdag til listen af lande, der nu foreløbigt forbyder Boeing 737 MAX 8-fly at komme i luften. Den tæller i forvejen blandt andet EU, Kina og Australien.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie