Franske flyangreb koster 100 mennesker livet i Mali
I løbet af knap 24 timer har flere end 100 mennesker mistet livet i kampene om den strategisk vigtige by Konna i det centrale Mali, som oprørere indtog tidligere på ugen.
Det oplyser maliske militærkilder og øjenvidner i byen.
Hovedparten af de dræbte er væbnede islamistiske oprørere, men der er også maliske soldater blandt de omkomne.
Drabene fandt sted natten til lørdag og lørdag formiddag, da franske fly bombede oprørernes stillinger, siger øjenvidner.
- Vi har drevet oprørerne ud af Konna. Flere end 100 af dem er dræbt, siger en talsmand for den maliske hær i hovedstaden, Bamako.
En butiksejer i Konna siger, at han har talt mindst 148 lig i byen, og at de fleste er oprørere.
Frankrig indledte fredag en militær intervention i Mali for at hjælpe den svage regeringshær med at bekæmpe de væbnede oprørere.
Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at den franske indsats allerede har båret frugt og stoppet de militante oprøreres fremrykning.
- Vor styrker har påført oprørerne i Mali store tab, siger Hollande ved et pressemøde i Paris. Han understreger, at den franske indsats har som mål at "stoppe terrorisme" i Mali.
Inden for de seneste måneder har væbnede islamistiske grupper taget kontrol med det meste af det nordlige Mali og indført strenge sharialove i området meget imod lokalbefolkningens vilje.
I begyndelsen af denne uge rykkede oprørerne længer mod syd i retning af hovedstaden, Bamako, og indtog Konna.
Flere vestafrikanske lande har lovet at komme den svage maliske hær til undsætning. Senegal og Niger sender hver 500 soldater til Mali i de kommende dage.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie