Fundet af en ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig fik myndighederne til at evakuere omkring 20.000 mennesker i byen Halle i det østlige Tyskland.
Et hospital, seks skoler og adskillige dagcentre og plejehjem, som lå inden for en radius af 800 meter, blev torsdag evakueret, da den 250 kilo tunge bombe blev gravet fri i den centrale del af byen i forbindelse med et byggeri.
De fleste af de evakuerede blev bragt til et lokalt sportscenter torsdag eftermiddag, mens sprængstofeksperter blev sat ind for at uskadeliggøre bomben, der først blev erklæret ufarlig ud på aftenen.
Umiddelbart før, der blev slået alarm, skal to babyer være kommet til verden ved kejsersnit i det evakuerede hospital, og 30 operationer blev aflyst eller udskudt med kort varsel.
En lang kolonne af ambulancer med hylende sirener samt taxaer og busser deltog i evakueringen, og inden for kort tid lukkede kontorer og butikker i bymidten.
Mere end 60 år efter Anden Verdenskrig mener de tyske myndigheder, at der stadig ligger over 300 bomber begravet i Berlin alene, og der findes løbende ueksploderede bomber under byggerier.
I juni sidste år eksploderede en formodet britisk bombe i byen Göttingen, hvor tre mineryddere blev dræbt og to andre blev såret.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie