Grækenland kan rive Cyperns banker med ned
Cypern har mere end 23 milliarder euro - svarende til svimlende 170,9 milliarder kroner - i klemme hos græske banker, vurderer eksperter. Og det er et skøn, som det nye EU-formandslands stedfortrædende europaminister kan nikke genkendende til.
- Alle vores banker er aktive på det græske marked, siger viceminister Andreas D. Mavroyiannis mandag i Bruxelles uden at ville bekræfte, om tallet er baseret på den cypriotiske regerings egne beregninger.
- Det er en meget vanskelig situation. Vi er meget sårbare, erkender han dagen efter, at Cypern har overtaget formandskabet fra Danmark - og dermed for første gang sat sig for bordenden i EU.
Den delte østat er hårdt ramt af, at dens banksektor er sammenflettet med bankerne i det gældsplagede Grækenland, og for en uge siden bad Cypern som det femte euroland om en redningspakke fra EU.
Ifølge den cypriotiske regering er der behov for en økonomisk håndsrækning på op imod 10 milliarder euro (74,3 milliarder kroner), som de andre eurolande allerede har sagt, at de er villige til at give grønt lys for.
Mandag rejser et hold eksperter fra den såkaldte trojka, dvs. EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), til Cypern for at vurdere, hvor stort det akutte pengebehov er for landets banker og skrantende økonomi.
- Fordi regeringen ventede til det allersidste øjeblik med at søge om en redningspakke, er der kommet ekstra fokus på det faktum, at Cypern er i problemer, nu da det har formandskabet, siger finansanalytiker Fiona Mullen til nyhedsbureauet AFP.
Den stedfortrædende europaminister, Andreas D. Mavroyiannis, prøver dog mandag at slå koldt vand i blodet.
- Vores egne økonomiske nøgletal er ikke katastrofale, siger viceministeren.
Han tilføjer, at regeringen gør sit bedste for at spare og regner med at få budgetunderskuddet ned fra 6,3 procent af BNP til de tilladte tre procent af BNP ved hjælp af nedskæringer.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie