Græker smidt ud af EU-Parlamentet - kaldte tyrkere hunde
Det er et brud på EU's værdier, sagde EU-Parlamentets formand og smed politiker fra Gyldent Daggry ud af salen
Et græsk EU-parlamentsmedlem er onsdag blevet smidt ud af salen i Europaparlamentet, efter at han sammenlignede tyrkere med hunde.
- Som en osmannisk intellektuel engang har sagt, er tyrkerne beskidte barbarer. De er som hunde, der gør, men når de skal kæmpe mod deres fjender, stikker de af, sagde Eleftherios Synadinos i parlamentet i Strasbourg.
Synadinos, der repræsenterer det højreekstremistiske græske parti Gyldent Daggry, kom med sine udtalelser under en debat om resultatet af topmødet mellem EU og Tyrkiet, hvor han fandt de tyrkiske krav til EU uacceptable.
- Mange tak, hr. Synadinos, sagde den fungerende formand, den konservative tysker Rainer Wieland, efter grækerens indlæg - ligesom efter alle indlæg - inden han ville give ordet videre til næste taler.
Men andre i salen råbte op og fægtede ophidset med armene, inden det lykkedes den rumænske socialist Victor Bostinaru at få ordet og protestere mod udtalelserne.
- Det er en skændsel for Europaparlamentet, sagde han vredt.
Nogle timer senere marcherede Europaparlamentets formand, Martin Schulz, ind i salen efter at have hørt om udtalelserne, der blev fremsat, mens han ikke selv var til stede.
Han læste udtalelserne fra den græske Gyldent Daggry-politiker op og sagde, at det var uacceptabelt og ville få konsekvenser.
- Det er et brud på Den Europæiske Unions værdier. Hvis røde linjer overskrides, må vi erklære dem uacceptable. Især når det gælder racisme. Derfor udelukker jeg med det samme hr. Synadinos fra salen, sagde formanden.
Klapsalverne brød ud i Europaparlamentet, mens Synadinos og flere af hans partifæller forgæves bad om ordet for at protestere.
- Nej, der bliver ingen debat. Vær venlig at forlade salen, lød det bestemt fra formanden.
Langsomt pakkede Synadinos sine papirer sammen, mens den højrenationale franske politiker Jean-Marie Le Pen, der sad bag ved grækeren, fægtede vredt med armene, inden han ophidset slog knytnæven i bordet.
Den græske politiker risikerer nu enten en irettesættelse, økonomiske sanktioner eller udelukkelse fra debatter i parlamentet i op til ti dage.
Han er ikke den første, der er blevet smidt ud. I 1988 blev den nordirske politiker og protestant Ian Paisley smidt ud af salen for at afbryde pave Johannes Paul II's tale i Europaparlamentet.
Den britiske politiker Geoffrey Bloom blev i 2010 smidt ud af salen, efter at han havde råbt et nazislogan efter Martin Schulz og kaldt ham "en udemokratisk fascist".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned