Hamas-leder meldes dræbt i israelsk droneangreb i Libanon
Flere mennesker er samlet ved en bygning i Beirut-forstaden Dahiyeh, hvor et formodet israelsk droneangreb ifølge libanesiske medier har dræbt et højtstående medlem af Hamas tirsdag aften. Foto: Hussein Malla/Ritzau Scanpix
Hamas-leder er dræbt i forstad til Beirut. Libanons premierminister fordømmer formodet israelsk droneangreb.
Et højtstående medlem af den palæstinensiske Hamas-bevægelse er dræbt i en eksplosion i en sydlig forstad til Libanons hovedstad, Beirut, tirsdag aften.
Saleh al-Arouri, som er næstformand i den militante Hamas-bevægelses politbureau, er en af seks dræbte i eksplosionen.
Det bekræfter Hamas' øverste leder, Ismail Haniyeh, og flere kilder i Libanon.
Ud over at være nummer to i Hamas' politbureau, er Arouri et af de stiftende medlemmer bag Hamas' væbnede gren, Ezzedine al-Qassam Brigaderne. Han er dybt involveret i gruppens militære anliggender, skriver nyhedsbureauet AFP.
Blandt de seks dræbte er også to ledere fra brigaderne, bekræfter Ismail Haniyeh.
Han betegner drabet på Aroui som en "terrorhandling". Det er desuden en krænkelse af Libanons suverænitet og en udvidelse af Israels fjendtligheder mod palæstinenserne, mener Hamas-chefen.
Han tilføjer, at Hamas "aldrig vil blive besejret" trods drabet på den næstkommanderende.
Ifølge Hamas, tre sikkerhedskilder og Libanons statslige nyhedsbureau NNA er det en israelsk drone, der har ramt et Hamas-kontor i forstaden Dahiyeh.
Mark Regev, som er rådgiver for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger til den amerikanske tv-station MSNBC, at Israel ikke har taget skylden for angrebet.
Men Regev tilføjer:
- Hvem der end gjorde det, må det understreges, at dette ikke var et angreb på den libanesiske stat.
- Hvem end der gjorde dette, udførte et kirurgisk angreb mod Hamas' ledelse, siger han til tv-stationen.
Reuters har kontaktet Israels militær, som ikke ønsker at kommentere forlydender i udenlandske medier, lyder svaret.
Ud over de seks dræbte er der flere sårede, skriver NNA.
Libanons premierminister, Najib Mikati, fordømmer tirsdagens eksplosion i Dahiyeh.
Han betegner det som en "ny israelsk forbrydelse" og et forsøg på at trække Libanon ind i krigen i Gazastriben.
Libanon vil klage til FN's Sikkerhedsråd, både over tirsdagens formodede israelske droneangreb og alle "nye israelske krænkelser af libanesisk suverænitet", lyder det i en meddelelse fra Mikatis kontor.
Det formodede israelske angreb nær den libanesiske hovedstad skaber fornyet frygt for, at krigen kan brede sig i Mellemøsten.
Hvis det bekræftes, at der er tale om et israelsk droneangreb, vil det være første gang siden 2006, at Israel angriber Beirut, skriver mediet Middle East Monitor.
De sydlige forstæder til Beirut er et område, hvor den libanesiske Hizbollah-bevægelse står stærkt.
Hizbollah er allieret med Hamas i Gazastriben. Gruppen har i de seneste måneder næsten dagligt haft skudvekslinger med Israels hær på grænsen mellem Israel og Libanon.
Siden krigen mellem Israel og Hamas begyndte 7. oktober, er over 100 Hizbollah-krigere blevet dræbt af israelske luftangreb og skud ved Libanons sydlige grænse.
Tidligere tirsdag meddelte Hizbollah, at den havde sendt en drone med sprængstoffer mod et israelsk militært kommandocenter. Det skriver det libanesiske medie Naharnet.
/ritzau/
Seneste artikler
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Euforiske bronze-vindere: - Vi skal ikke spare på en skid
Markerne er tørre: - Det er et tegn på, at der er begyndt at mangle vand
Skal Dølle rykkes igen?: - Det er en kæmpe proces, siger formand
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked