Hamas-leder springer ud af raket i Gaza
Flere end 100.000 palæstinensere er på gaden i Gaza for at fejre, at det er 25 år siden, at den islamistiske Hamas-bevægelse blev dannet.
De mange feststemte mennesker fejrer også, at gruppens eksilleder, Khaled Meshaal, for første gang befinder sig i den palæstinensiske enklave.
- Jeg håber, at Gud vil gøre mig til martyr i det palæstinensiske land Gaza, sagde Meshaal fredag ved ankomsten til det lille Hamas-kontrollerede område fra Egypten.
Lørdag gjorde eksillederen sin officielle entre på en stor scene i Gaza By, hvor han foran sine jublende tilhængere overraskende trådte ud af en seks meter høj model af en M75-raket.
Det er den samme type raketter, som palæstinenserne affyrede mod israelske byer under den blodige konflikt med Israel i november, der kostede 174 palæstinensere livet.
I sin tale til de fremmødte lover Meshaal aldrig at anerkende Israel, og han siger, at Hamas aldrig vil opgive sit krav på det israelske territorium.
- Palæstina er vores land fra floden til havet og fra syd til nord. Der vil ikke komme indrømmelser på en eneste tomme af det land, understreger Meshaal og tilføjer, at Israel aldrig vil opnå legitimitet.
- Modstandskamp er den rette måde at genvinde vores rettigheder, så vel som alle former for kamp - politisk, diplomatisk, juridisk og folkeligt, men alle er meningsløse uden modstandskampen, siger Hamas-lederen.
Det er første gang i 37 år, at han befinder sig i et af de områder, hvor palæstinenserne kræver deres egen stat.
Khaled Meshaal flygtede som 11-årig med sin familie fra Vestbredden under Seksdageskrigen i 1967. Siden har han været i eksil.
Hamas blev grundlagt i 1987 og er inspireret af Det Muslimske Broderskab i Egypten.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie