Handelskrig og Trump puster til Kinas økonomiske stormvejr
Kinas præsident, Xi Jinping, ses her ved åbningen af det store årlige møde i Folkets Store Hal i Beijing. Foto: Pedro Pardo/Ritzau ScanpixPedro Pardo/Ritzau Scanpix
Den økonomiske og politiske usikkerhed i verden tager til, men Kina er godt rustet til at navigere i det, lyder det i forbindelse med stort årligt møde.
Ritzau RitzauIsabel Kua
Ritzau RitzauMary Yang, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Tusinder af parlamentarikere og politiske rådgivere fra hele Kina er i denne uge samlet i Beijing til det årlige møde i Den Nationale Folkekongres (NPC).
Selv om det foregår bag lukkede døre, er der stor opmærksomhed rettet mod samlingen. For den tilbyder et sjældent indblik i Kinas politiske planer for den kommende tid.
Især økonomien er i år i fokus. Det skyldes ikke mindst, at Donald Trump er blevet præsident i USA og har indført højere told på kinesiske varer.
USA er Kinas største handelspartner og samtidig landets største strategiske rival.
Den kinesiske økonomi står over for "mange vanskeligheder og udfordringer", siger Lou Qinjian, parlamentets talsmand.
Annonce
- Verdens økonomiske og politiske usikkerhed tager til, siger han ifølge AFP.
Han udtrykker samtidig stor tillid til den kinesiske økonomi, verdens næststørste efter USA. Den kan klare blæsevejret, vurderer han.
Sideløbende med mødet i Den Nationale Folkekongres er der også møder i et politisk rådgivende organ, som her ses i aktion. Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix
- Økonomien har et stabilt grundlag, mange fordele, stærk modstandsdygtighed og stort potentiale.
NPC er landets parlament og formelt øverste lovgivende organ.
Folkekongressen er ikke direkte folkevalgt. I realiteten fungerer den ofte som et gummistempel for beslutninger truffet af den øverste ledelse. Sideløbende med mødet i NPC er der også møder i et politisk rådgivende organ.
Samlingen med rådgivere begyndte tirsdag. NPC's møder indledes onsdag.
De store beslutninger er truffet flere uger forinden bag lukkede døre i det styrende kommunistparti. Men det er i disse dage, beslutningerne begynder at se dagens lys.
I sidste uge skrev Kinas præsident, Xi Jinping, i et indlæg, at økonomien står over for "flere udfordringer", men at der er gode udsigter.
Forventningen til de udsigter åbenbarer sig onsdag, når premierminister Li Qiang fremlægger målene for økonomisk vækst i 2025.
Den kinesiske økonomi står over for "mange vanskeligheder og udfordringer", siger Lou Qinjian, parlamentets talsmand. Foto: Jade Gao/Ritzau Scanpix
Det giver en indsigt i, hvor optimistisk Kinas regering er i forhold til økonomien.
Annonce
Analytikere forudser, at målet bliver sat til fem procent. Det samme som i 2024. Det beskrives som et ambitiøst mål med tanke på den økonomiske modvind, Kina er i.
Ud over handelskrigen med USA kæmper Kina med en langvarig krise i ejendomssektoren og høj arbejdsløshed blandt unge. Det har lagt en dæmper på tilliden til økonomien.
Den økonomiske vækst var i mange år tocifret. Men den er stadig ikke kommet sig helt efter coronapandemien.
Budskabet fra samlingen vil være, at økonomien stadig har det godt.
Samtidig vil der blive holdt øje med signaler, der kan indikere, hvordan Kina vil håndtere et mere og mere uforudsigeligt USA.
Presset fra Trump kan ifølge analytikere motivere den kinesiske regering til at skrue på politiske værktøjer, som giver ballast til økonomien.
En gruppe arbejdere gør rent forud for samlingen i Folkets Store Hal i Beijing. Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix
Det kan for eksempel være incitamenter til at øge den hjemlige efterspørgsel på varer, hvilket anses for afgørende i bestræbelserne på at modstå et fald i eksport af varer, der rammes af højere amerikansk told.
Ud over de økonomiske forventninger vil Kina også offentliggøre det årlige militærbudget.
Det formodes, at Kina vil skrue op for det. I årevis er Kinas forsvarsbudget vokset i højere tempo end den økonomiske vækst.
/ritzau/AFP
Kinas folkekongres
* Den Nationale Folkekongres (NPC) indleder sin samling i Kinas hovedstad, Beijing, den 5. marts. Samlingen slutter den 11. marts.
* NPC beskrives ofte som Kinas parlament og er den kinesiske stats mest magtfulde organ.
* Den er sammensat af knap 3000 medlemmer af det kommunistiske parti fra hele landet. De er udpeget af regionale kongresser og de væbnede styrker.
* Folkekongressen er ikke direkte folkevalgt. I realiteten fungerer den ofte som et gummistempel for beslutninger truffet af den øverste ledelse.
* Kongressen godkender planerne og målene, som regeringen med præsident Xi Jinping i spidsen har fremlagt.
* Øverst i hierarkiet er præsidenten. Så kommer de syv medlemmer af politbureauets stående udvalg. Herunder kommer politbureauet, centralkomitéen og endelig kongressen.
* Folkekongressen mødes som regel halvanden uge én gang om året.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb